43 forsvundne i Mexico

Forfatter billede

Af Morten Ranum, U-landsnyt.dk
Billeder af fotograf Claudia Adeath

Det lyder måske ikke af mange. Og det lyder som noget vi har hørt før. Tilføjelse til den lange række af ofre for mangel på basale menneskerettigheder, forfølgelser og brutalitet. Den mexicanske stat fralægger sig ansvaret og det internationale samfund løfter end ikke et øjenbryn.

I september forsvandt 43 lærerstuderende fra Ayotzinapa i Mexico. De er fortsat forsvundne, og den mexicanske stat meddeler, at de er blevet dræbt af en kriminel bande.

Det skete den 26. september. Nogle studerende i Iguala i staten Guerrero afholdt en indsamling for at kunne deltage i mindehøjtidelighed i Mexico City for massakren den 2. oktober 1968 – se mere om den blodige begivenhed på http://en.wikipedia.org/wiki/Tlatelolco_massacre 

De studerende blev uden varsel eller grund angrebet af politiet. Seks døde, 20 blev såret og 43 personers skæbne er fortsat ukendt. Myndighedernes forklaring virker utroværdig for de pårørende.

[video: http://youtu.be/C8S1JsSQOKs]

Lig dukker op, men ingen matcher de forsvundne

Døde kroppe dukker op, som myndighederne præsenterer som de forsvundne studerende, men et eksperthold fra Argentina konstaterer at ingen af ligene matcher identiteten af de forsvundne.

Der er mange protester i Mexico og stor skepsis over for myndighedernes forsøg på at komme med en forklaring på hvad der er sket.

Den uafhængige journalist John Gibler, forfatter til To die in Mexico, fortæller til Democracy Now, at det virker som om myndighederne opfinder en forklaring for at kunne lukke sagen. Derfor stiger protesterne og mistroen.

Demonstration i København

Ikke kun i Mexico er der protester, utilfredshed og mistillid. Lørdag den 15. november havde herboende mexicanere indkaldt til demonstration på Rådhuspladsen i København.

Her deltog først og fremmest mexicanere og andre latinamerikanere, men også danske aktivister med interesse for menneskerettighederne i Mexico.

Fotograf: Claudia Adeath

Demonstrationen bestod af en imponerende blanding af taler, musik og poesi.


Fotograf: Claudia Adeath

Blandt meget andet den maskerede cellist. Den sorte maske hentyder måske til, den gennem mange år udbredte konstatering blandt indianske kvinder i den sydlige delstat Chiapas, at kun med et tilsløret ansigt kan de blive synlige for verden. Celloens dybe toner viste os også situationens dystre, tragiske og forfærdelige brutalitet.

Esben Frost fra Internationalt Forums Mexicogruppe holdt tale. Organisationen har i flere årtier arbejdet med menneskerettigheder i Mexico. Hans tale var alvorlig, mørk og dyster som den aktuelle situation selv.

Tørt konstaterende kunne han berette, at hvis der var én ting man kan lære af udviklingen i Mexico, så er det, at der har været rigtig mange forsvundne, mange overgreb, tusindvis af døde; og i mange tilfælde er de mexicanske myndigheder en del af problemet, selv om myndighederne meget ofte får det til at fremstå som om det er kriminelle bander og narkokarteller, der står bag. Grupper som er udenfor regeringens kontrol.

Han pointerede, at der imidlertid er en ting, der er særligt ved den aktuelle situation, og det er, at vi har ansigter og navne på de forsvundne.

Netop den pointe er meget væsentlig, fordi det er en styrke i protesterne. Der er nogle helt konkrete mennesker at forholde sig til. Myndigheder kan stilles til regnskab for at identificere denne kvinde og denne mand, ikke blot anonyme antal af ofre.

Ikke kun 43 forsvundne

Demonstrationen er en del af et nu verdensomspændende krav om at få retfærdighed for de 43 forsvundne lærerstuderende fra Ayotzinapa.

Den stiller krav til den mexicanske regering om at opfylde sin pligt til at efterforske disse forbrydelser mod menneskeheden og vil vise at herboende mexicanere har fået nok af volden i Mexico.


Fotograf: Claudia Adeath

Arrangørerne af demonstrationen gør opmærksom på, at det ikke kun handler om 43 studerende, men også om de flere en 22.300 mexicanere, der er forsvundet og meldt savnet i løbet af de sidste syv år.

De mener, at ”denne forbrydelse begået af Staten, ligesom alle de andre der tidligere er blevet begået andre steder i Mexico ikke kan gå ustraffet hen” (citeret fra facebook-begivenhed med indkaldelse til demonstration).