5,4 mio. kr. skal hjælpe børnesoldater tilbage til et normalt liv

Laurits Holdt

Siden konflikten i Sydsudan eskalerede for to år siden, er op mod 16.000 børn rekrutteret som børnesoldater. Sidste år lykkedes det UNICEF at frigive over 1.700 børn, og arbejdet fortsætter. Nu giver Det Obelske Familiefond UNICEF 5,4 millioner kroner til at styrke indsatsen, skriver UNICEF i en pressemeddelelse.

Helt konkret skal pengene over de næste to år hjælpe UNICEF med at behandle alle de børnesoldater, som UNICEF løbende får frigivet, og som ofte er stærkt traumatiserede. Børnene skal reintegreres i samfundet og genforenes med deres familie.

De frigivne børnesoldater er primært drenge, som har fungeret som soldater. De piger, der er blevet rekrutteret, er ofte blevet seksuelt udnyttet. Børnene er mellem 11 og 17 år, og nogle har aldrig gået i skole, skriver organisationen.

Det Obelske Familiefond har valgt at støtte projektet, fordi erfaringer viser, at en målrettet indsats for frigivne børnesoldater kan give store resultater, hedder det videre i pressemeddelelsen.

”UNICEFs erfaring fra demobilisering i bl.a. Chad og Congo viser, at man kan få op til 80 procent af de traumatiserede børn tilbage til et liv, hvor de bliver reintegreret og kan tage aktivt del i samfundet. Det Obelske Familiefond vægter indsatser omkring psykisk sårbarhed højt og med den rette indsats er det muligt for os at være med til at skabe store fremskridt for de tidligere børnesoldater,” udtaler Sune Gylling Æbelø, kommunikationschef for Det Obelske Familiefond.

Obel-familiens formue stammer fra tobak. I 1787 grundlagde familien en tobaksfabrik i Ålborg og i 1961 blev den en del af Skandinavisk Tobakskompagni, der blev stiftet af de tre familieejede selskaber Obel, Augustinus og Færch.