87 migranter fundet døde i Sahara

Laurits Holdt

Det er ikke kun på turen over Middelhavet at mange afrikanske migranter sætter livet på spil for drømmen om et bedre liv i Europa. Hvert år rejser titusindevis af mennesker gennem Sahara for at finde arbejde i Nordafrika og Europa.

Redningsarbejdere i Niger har fundet ligene af 87 mennesker, der er døde af tørst efter at deres køretøjer brød sammen på vej gennem Sahara-ørkenen. Det skriver BBC torsdag.

Blandt de døde er der mange kvinder og børn og det antages at der er tale om migrantarbejdere og deres familier. Over halvdelen var børn eller teenagere.

Niger ligger på en af hovedruterne for migranter, der rejser fra Afrika syd for Sahara til Europa. Der er ingen oplysninger om, hvorfra denne gruppe kom.

Som vi skrev onsdag blev der i første omgang fundet fem lig men siden da har soldater og frivillige gennemsøgt et område i det nordlige Niger mellem byen Arlit og grænsen til Algeriet.

Gruppen menes at have forladt Arlit i slutningen af september eller begyndelsen af oktober og bevæget sig nordpå mod byen Tamanrassett i Algeriet. Undervejs brød først det ene af gruppens køretøjer sammen og senere også det andet, da det var på vej tilbage til Arlit, for et finde reservedele.

Ti personer fra gruppen klarede sig tilbage til byen, hvor de alarmerede myndighederne, der satte en eftersøgning i gang.

Ifølge BBC er der hvert år omkring 80.000 migranter, der søger nordpå gennem Sahara for at finde arbejde i Nordafrika eller Europa. Men som det også er tilfældet med migranterne, der krydser Middelhavet for at komme til Europa er det nøjagtige antal ukendt.