”En politimand puttede en plasticpose hen over hovedet på mig, og pressede så hårdt at jeg ikke kunne få vejret. Jeg kunne have været død i det øjeblik”, siger Bheki Dlamini, mens han ser ind i kameraet og holder tårerne tilbage.
Scenen er fra en ny dokumentar, ”Swaziland – det sidste enevælde”, lavet af den prisbelønnede danske journalist og dokumentarist, Tom Heinemann. Filmen bliver vist på DR2 den 2. august.
Filmen beskriver kampen for demokrati og socioøkonomisk retfærdighed i det lille afrikanske enevældige kongedømme, gennem Bheki Dlaminis øjne. Han er en ung aktivist og ledende medlem af Swazilands største forbudte parti, People’s United Democratic Movement (PUDEMO).
Opførte sig altid ordentligt
Bheki opførte sig altid ordentligt som barn, fortæller hans far i filmen. Han hjalp til derhjemme. Han stod op klokken fem om morgenen for at gå de ti kilometer i skole fra hans hjem til den lille provinsby Mpofu i det nordlige Swaziland. Og han knoklede i skolen for at få sig en uddannelse.
Det var faktisk først på universitetet, da han begyndte at studere sociologi og offentlig administration, at Bheki for første gang for alvor stillede spørgsmålstegn ved hans samfunds doktriner og kultur.
”Min tid på universitetet ændrede min opfattelse af mit samfund, fordi jeg nu kunne se det gennem øjnene på mine medstuderende og lektorer, som havde bevæget sig udenfor Swazilands grænser”, fortæller han.
En t-shirt er terrorisme
Bheki valgte at handle på sine nye holdninger, blandt andet ved at undervise fattige bønder i demokratilære og deres rettigheder generelt.
Men Swazilands rige enevældige kong Mswati III kræver fuldstændig loyalitet fra sine undersåtter, selvom de fleste af dem må overleve for under en dollar om dagen. Han sørger også for at alle møder der kan anses som ”politiske” bliver stoppet af politiet, som tæver aktivister som Bheki.
Bagefter bliver aktivisterne ofte anklaget for terrorisme for banale ”lovovertrædelser”, såsom at have råbt ”viva PUDEMO” eller for at have haft en t-shirt med et PUDEMO-logo på.
Efter at have fået sit hjem ransaget og været blevet tilbageholdt flere gange, blev Bheki arresteret og tortureret i 2010. Anklagerne mod han var brandstiftelse på en politikers og en politimands hus, anklager som hans kollegaer siger han ikke kunne have begået fordi han var på arbejde.
Det store fængsel
Bheki tilbragte næsten fire år i fængsel, 24 timer i døgnet i en celle på fem gange tolv meter, sammen med 30-40 andre fanger.
Da retssagen imod ham endeligt begyndte, blev alle anklager imod Bheki hurtigt frafaldet, og han blev løsladt. Men som Bheki fortalte de mange mennesker der var kommet for at se han blive løsladt, ”jeg bevæger mig nu ud af det lille fængsel, og ud i det store fængsel der er Swaziland”.
Et par måneder senere måtte han flygte ud af landet, fordi politiet ville anholde ham på grund af en tale han holdt 1. maj.
Regimet er bange
”Alle møder modstand i deres liv”, fortæller Bheki i filmen. ”Men det er hvordan vi vælger at reagere på denne modstand, som definerer os som mennesker”.
Og Bheki har valgt at stå fast på sin ret til at kræve demokrati, selv om det har betydet at han har måttet flygte fra Swaziland. Han bor nu et hemmeligt sted, langt væk fra sin familie. Hvis han vender hjem vil han blive arresteret, tortureret og anklaget for højforræderi.
”Men ligegyldigt hvad de gør ved mig, vil kampen fortsætte”, fortæller han i filmen, mens han ser direkte ind i kameraet med et stålsat blik.
”Regimet er bange for os, så vi må presse endnu hårdere på, så de til sidst må give efter”.
”Swaziland – det sidste enevælde” havde verdenspremiere i København den 20. maj i år. Dokumentaren vil blive vist på DR2 den 2. august. Den er blevet tilmeldt flere filmfestivaler, inklusive Al-Jazeera International Documentary Film Festival og Movies That Matter.
Bheki Dlamini er præsident for Swaziland Youth Congress, PUDEMOs ungdomsorganisation. Han bor på nuværende tidspunkt i eksil i Sydafrika. Amnesty International nævnte Swazilands politis tæv og tortur af Bheki i deres årsrapport fra 2011.
Tom Heinemann har vundet FUJs pris for fremragende undersøgende journalistik to gange, og er blevet nomineret til Cavling-prisen tre gange.
