Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Min sidste blog handlede ”Om at give mindre bistand uden at tage noget fra nogen.” Her viste jeg, at de økonomiske uligheder mellem Danmark og typiske afrikanske lande er så store, at hvis vor bistand til dem blev kastet ud med fly, så ville selv den rigeste gruppe af bistandsmodtagere være fattigere end den fattigste gruppe af danske bistandsgivere. Trods fordelingsmetoden ville pengene altså gå fra rige til fattige.
Derfor er mit blog-forslag om flyudkastning af bistand faktisk et rationelt svar på groteske globale uligheder. At det politisk ikke har nogen gang på jorden, er en anden sag.
Og så alligevel. Såkaldte ”unconditional cash transfers” bruges i stigende grad. Kontanter gives uden bindinger direkte til fattige, flygtninge og andre nødstedte. Modtagerne kan bruge pengene, som de vil.
Sådanne uddelinger af kontanter frem for varer og andre ydelser er blandt de bedst undersøgte og evaluerede metoder i det sidste årti. Den simple antagelse er, at modtagerne vil bruge pengene på samme fornuftige måde som du og jeg. Og det er faktisk tilfældet (hvilket ikke betyder, at hver eneste krone bruges som du og jeg ville anse for at være fornuftig i situationen; men større misbrug er der meget sjældent tale om).
Eksempler fra udviklingslande
Fattige hushold i Afrika bor typisk i stråtækte huse. Med dette som eneste fattigdomskriterium fik 500 familier i 63 landsbyer i det vestlige Kenya hver overført ca. 300 dollars gennem M-Pesa mobilbetalingssystemet. De udvalgte kvinder og mænd fik besked om, at de kunne bruge kontanterne, som de havde lyst, og at ingen forlods ville blive spurgt om, hvad de brugte pengene til.
Eet år efter viste en grundig evaluering, at folk havde investeret i husdyr og boligforbedringer (knapt 60 procent mere end kontrolgruppen, som ingen penge fik). Der blev også købt mere mad, så 30 procent færre gik sultne i seng. For børn blev dage uden mad reduceret med 40 procent. Og der blev brugt relativt flere penge på uddannelse og sociale begivenheder (begravelser, bryllupper) end i kontrolgruppen. Selv vold i hjemmet ser ud til at være faldet som følge af gaven (som mange troede var sendt af præsident Obama, hvis familie kommer fra området).
I Uganda blev 900 fattige kvinder tilbudt 150 dollars og fire dages træning i forretningsplanlægning. Halvandet år efter havde kvinderne dobbelt så høje indkomster som en tilfældigt udvalgt kontrolgruppe af kvinder. I et andet forsøg, som Ugandas regering var med i, blev 8000 dollars givet til hundreder af grupper med 20 personer i hver. Til gengæld skulle grupperne lave et forretningsforslag. Fire år senere tjente grupperne fire gange mere end kontrolgrupper, som ingen penge fik. Og modsat manges forventninger så reducerede de gratis penge ikke arbejdsindsatsen. Tværtimod. Folk, der fik penge i det ugandiske forsøg, arbejdede betydeligt længere (ca. 30 procent) end kontrolgruppen.
Brasilien uddeler pensioner uden betingelser i landområder. Det har blandt andet ført til, at antallet af børn i folkeskolen steg. I Sydafrika førte sådanne pensioner til halvering af skulkning i skolerne. I Malawi hjalp kontantoverførsler flere børn i skole – ikke på grund af betingelser, men fordi fattige familier fik flere penge mellem hænderne.
Eksempler fra humanitær bistand
I Libanon får mere end én million flygtninge nu kontanter i stedet for at modtage mad og andre varer. Kontanterne uddeles ved hjælp af bonner og pengeautomater. Hele 80 procent af de adspurgte i et libanesisk International Rescue Committee-projekt foretrak kontanter fremfor varer.
Da en hungersnød hærgede i Somalia i 2011 var donororganisationer i stand til at overføre millioner af kroner i kontanter – ikke fødevarehjælp – selv til folk i farlige områder. Mange liv blev reddet. Det tog dog lang tid at overbevise donorerne om, at det overhovedet kunne lade sig gøre: De var bekymrede over, at pengene skulle falde i terroristers (Al-Shabaabs) lommer.
Besparelserne ved at uddele kontanter i stedet for mad er ofte ganske betydelige, som World Food Programmets undersøgelser i Ecuador, Yemen, Niger og det nordlige Uganda har vist. Kontanter frem for mad kan hjælpe næsten 20 procent flere mennesker uden ekstra omkostninger.
Spørg altid: hvorfor ikke kontantoverførsler?
Kontanter giver først og fremmest modtagerne muligheder for at opfylde egne konkrete behov, mens bistandsorganisationerne selvfølgelig må overholde deres egne mandater, når de uddeler varer og andre serviceydelser. Desværre er der ofte konflikter mellem behov og mandater.
Og direkte overførsel af kontanter er ikke alene relativt billigere end andre former for hjælp, men bidrager også til at sætte gang i det lokale erhvervsliv i de nærområder, hvor flygtninge søger beskyttelse. Det kan bidrage til at mindske spændinger mellem flygtninge og fastboende.
Bekymringer om, at uddeling af kontanter vil føre til inflation på efterspurgte varer i lokale markeder, at risikoen for korruption og misbrug øges, eller at pengene sandsynligvis bliver kontrolleret af mænd – og derfor diskriminerer kvinder – er der ikke systematisk og klar evidens for. Korruptionen forsvinder ikke ved at overføre penge direkte, men den er ofte mindre end i andre former for bistand til flygtninge og fattige.
Endelig er koordineringen mellem bistandsorganisationer typisk dårlig i mere konventionelle former for bistand og nødhjælp. I 2014 var der for eksempel mere end 30 forskellige hjælpeorganisationer i Libanon, der hver for sig gav kontanter eller bonner til 14 forskellige formål fra alt fra mad og juridisk assistance til beskyttelse mod vinterkulde. Fælles programmer for kontantuddelinger uden bindinger ville reducere samordningsproblemer væsentligt.
Selvfølgelig egner ikke alle nødhjælps- og flygtningesituationer sig lige godt til direkte overførsler af kontanter. Metoden er uegnet, hvis årsagen til fattigdom og nød er manglende infrastruktur og dårlige offentlige goder, for eksempel. Den kræver også et vist minimum af finansiel og økonomisk infrastruktur (mobiltelefoner, betalingsautomater, etc.), og fungerer bedst når mangel på penge er en væsentlig forhindring for bedre levevilkår.
Er danskere på indkomstoverførsler forskellige?
”Lad dem spise kage,” lyder det berygtede citat, som efter sigende blev skreget ud til hungersramte franskmænd for mere end 200 år siden, og fejlagtigt tillagt dronning Marie-Antoinette. Alligevel afspejler citatet på grotesk vis den arrogance og paternalisme, som donorer også i dag kan praktisere, når de uddeler bunden bistand.
Men som eksemplerne her illustrerer, og grundige evalueringer viser, bliver penge givet uden bindinger direkte til fattige og flygtninge ikke misbrugt i noget større omfang. Pengene bruges således heller ikke på druk eller hallucinerende stoffer, viser en undersøgelse fra Verdensbanken meget klart. Noget tyder også på, at når fattige får flere penge mellem hænderne, så arbejder de mere – ikke mindre.
Kunne det tænkes, at danskere på indkomstoverførsler reagerer på samme måde som fattige og nødstedte i fattige lande: At de faktisk i det store og hele bruger ubundne pengene meget fornuftigt og ikke snolder dem op fra hængekøjerne?
