Flere børn end nogensinde overlever de første fem år

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Hver dag i 2013 døde godt 9.800 børn under fem år. Hvor tragisk det faktum end måtte være er det også en god nyhed, for det betyder at antallet er halveret siden 1990. 2015-måler med at nedbringe tallet med to tredjedele bliver dog ikke nået.

KØBENHAVN, 16. september (UNICEF): Mens 12,7 mio. børn under fem år døde i 1990, gjaldt det 6,3 mio. børn i 2013. Det betyder, at der dagligt er 17.000 flere børn under fem år, som overlever.

”Det er både opløftende og motiverende, at det går så meget fremad. Alle de kriser, vi ser i verden lige nu, giver et helt naturligt fokus på nødhjælp. De her tal viser bare, hvor vigtigt det er, at vi ikke dermed glemmer den langsigtede udvikling – det lange, seje træk, som sikrer, at børn overlever og får en sund, tryg barndom,” siger generalsekretær i UNICEF Danmark, Steen M. Andersen.

Det er især indsatsen mod smitsomme sygdomme, der har båret frugt.

”UNICEF har hjulpet med at forbedre landenes sundhedssystemer, så flere har fået adgang til sundhedshjælp, også selvom de bor langt væk fra egentlige sundhedsklinikker. På den måde har vi kunnet forebygge og behandle sygdomme som lungebetændelse og diarré,” siger Steen M. Andersen.

Resultatet taler for sig selv. Antallet af børn, der dør af smitsomme sygdomme, er faldet drastisk siden år 2000:

Trods de store fremskridt er det ikke muligt at nå FN’s 2015-mål om at reducere den globale børnedødelighed med to tredjedele. Hvis den nuværende udvikling fortsætter i alle lande, vil 2015-målet tværtimod først være nået i 2026.

Der er især brug for at investere mere i bekæmpelse af spædbørnsdødelighed. For selvom stadig flere børn overlever den første kritiske tid efter fødslen, var spædbørnsdødelighed årsag til næsten halvdelen af de 6,3 millioner børn, der mistede livet i 2013. Én million af dem døde på den dag, de blev født.

Fakta om børnedødelighed

  • Over de sidste 23 år er næsten 100 millioner børns liv blevet reddet – heriblandt 24 millioner spædbørn.
  • Totalt har 223 millioner børn siden 1990 mistet livet inden deres fem års fødselsdag.
  • De hyppigste dødsårsager er lungebetændelse, malaria og diarré, som tilsammen er skyld i omkring en tredjedel af alle dødsfald blandt børn under fem år.
  • 2,8 mio. børn døde i 2013 inden for den første måned af deres liv. Primære årsager er, at fødslen går for tidligt i gang, eller at der opstår komplikationer under fødslen.
  • For én million børn er den dag, de kommer til verden, også den dag, de dør – svarende til en tredjedel af alle dødsfald blandt spædbørn. Næsten to millioner nyfødte dør inden for den første uge.
  • Fire ud af fem dødsfald blandt børn under fem år finder sted i det sydlige Asien og landene syd for Sahara. Sidstnævnte bærer den tungeste byrde: Et ud af 11 børn, der kommer til verden, dør inden for de første fem år af deres liv.
  • Omkring halvdelen af alle dødsfald blandt børn under 5 år hænger sammen med underernæring.
  • Amning lige efter fødslen har vist sig at kunne reducere spædbørnsdødelighed med 44 procent. Alligevel er det under halvdelen af alle nyfødte på verdensplan, der bliver lagt til brystet mindre end en time efter fødslen.