Snesevis dræbt trods fredsaftale i CAR

car_eu
I forvejen er omkring 100.000 civile flygtet fra det område, hvor der igen er udbrudt kampe.
Foto: EU Humanitarian Aid and Civil Protection (arkiv)
Forfatter billede

Ligene lå i gaderne i byen Bria i Den Centralafrikanske Republik (CAR), efter der tirsdag udbrød voldsomme kampe i det fattige land.

De blodige uroligheder begyndte kort efter, at landets regering under et møde i Rom mandag havde underskrevet en fredsaftale med 13 af de 14 væbnede grupper i CAR.

Ifølge aftalen skal der omgående indledes en våbenhvile.

Men i Bria, som ligger knap 600 kilometer nordøst for hovedstaden Bangui, var der sammenstød mellem tidligere medlemmer af den overvejende muslimske oprørsgruppe Seleka og den overvejende kristne anti-balaka milits.

Læger uden Grænser meddeler, at organisationen havde modtaget 35 sårede omkring tre timer efter, at kampene blev indledt tirsdag morgen klokken 6.

Tilstedeværelsen af rivaliserende væbnede grupper i Bria har gjort byen til en krudttønde, skriver VOA. I sidste måned udbrød der kampe, som kostede omkring 300 mennesker livet og sendte 100.000 på flugt fra deres hjem.

Tirsdagens kampe brød ud tæt ved en lejr der huser nogle af de mennesker, der måtte flygte fra urolighederne i sidste måned og tidligere.

Mandagens fredsaftale er kun den seneste i en række aftaler, der skal bringe konflikten i Den Centralafrikanske Republik til ophør.

HRW: Afgørende med retsopgør

Den internationale menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch (HRW) peger på, at det er afgørende med et retsligt opgør med fortidens forbrydelser, hvis CAR skal gøre sig håb om at komme videre og skabe reel fred i landet.