Lørdag meddelte Venezuelas selvbestaltede forfatningsråd, der blev indsat to uger tidligere af præsident Nicolás Maduros regering, at rådet nu overtog de funktioner, der hidtil har ligget i landets parlament, som blev valgt i december 2015.
Oppositionen har flertal i parlamentet, og Maduros regering har derfor længe ønsket at køre det ud på et sidespor.
Regeringen hævder, at den ikke har opløst parlamentet, men reelt er det blot en diskussion om teknikaliteter, skriver tænketanken International Crisis Group (ICG) i en ny kommentar til udviklingen i Venezuela.
Allerede siden oppositionskoalitionen, DUC, sikrede sig flertal i parlamentet ved valget i 2015, har parlamentet været forhindret af den regeringskontrollerede højesteret i at udøve sine forfatningsmæssige funktioner.
Nu er parlamentet formelt blevet frataget alle sine beføjelser, skriver ICG.
Forfatningsrådets drastiske skridt fjerner den sidste forestilling om, at Venezuela fortsat er et demokrati, skriver ICG.
Uden en eneste plads i det nye forfatningsråd har oppositionen intet meningsfuldt fodfæste i de nationale institutioner og er genstand for en stigende chikane fra retsvæsen og politi.
Forsamlingens 545 medlemmer synes udelukkende at være der for at blåstemple ethvert forslag fra regeringen, uden at der har været nogen egentlige debatter.