HRW: Sisi har givet politiet grønt lys til tortur

800px-central_security_forces_in_2011_egyptian_protests_m_soli_flickr
Kampklædt politi i Kairo under protesterne i januar 2011.
Foto: M. Soli (Flickr/CC)
Forfatter billede

Under præsident Abdel Fattah al-Sisi torterer Egyptens politi og nationale sikkerhedsmyndigheder rutinemæssigt anholdte personer med slag, elektriske stød, stresspositioner og undertiden voldtægt. Det viser en ny rapport fra Human Rights Watch.

Anklagemyndigheden ignorerer typisk klager fra tilbageholdte om mishandling og truer dem nogle gange med tortur. Det skaber et miljø med næsten total straffrihed, skriver Human Rights Watch.

Har brugt samme metoder i mange år

Rapporten dokumenterer, hvordan sikkerhedsstyrker, især embedsmænd fra Indenrigsministeriets nationale sikkerhedsagentur, anvender tortur til at tvinge mistænkte til at indrømme eller videregive oplysninger eller straffe dem.

Anklager om tortur har været udbredt siden daværende forsvarsminister al-Sisi fik fjernet daværende præsident Mohamed Mursi i 2013 og indledte et styre, der slår hårdt ned på politisk modstand og markant indskrænker egypternes grundlæggende rettigheder.

Tortur har længe været udbredt i Egyptens retssystem. Brug af tortur og andre former for alvorlige krænkelser fra sikkerhedsstyrkernes side var med til at tænde den gnist, der i 2011 førte til det landsdækkende oprør, som endte med at vælte landets leder gennem 30 år, Hosni Mubarak.

Human Rights Watch har interviewet 19 tidligere tilbageholdte og familien til en 20. person, der var fængslet og blev tortureret mellem 2014 og 2016, samt egyptiske forsvarere og menneskerettighedsforkæmpere.

Human Rights Watch har også gennemgået snesevis af rapporter om tortur, der er udarbejdet af egyptiske menneskerettighedsgrupper og medier.

Torturteknikkerne, der er dokumenteret af Human Rights Watch, har over hele landet været praktiseret af politiet og af den nationale sikkerhedstjeneste, der har anvendt de samme metoder i mange år.

Læs mere hos Human Rights Watch

Find rapporten her