Efter lang tids debat, har EU’s medlemslande nu besluttet at udskyde afstemningen om hvorvidt glyphosat skal forbydes i landbruget. Glyphosat – der er det aktive stof i ukrudtsmidlet Roundup – er det mest anvendte herbicid nogensinde og det er så udbredt, at det for nyligt blev fundet af 75% af de tyskere der blev testet for dets urin. Og det i et omfang der er fem gange højere end hvad der er tilladt i drikkevand.
Den klassiske faktakrig
Glyphosat er på ingen måde et nyt fænomen i landbruget. Således har stoffet været anvendt flittigt af landmænd over hele Europa siden 1974. Det nye er, at der nu er opstået en debat om, hvorvidt glyphosat kan være kræftfremkaldende eller ej. På den ene side står FNs internationale agentur for kræftforskning (IARC), der mener at kunne påvise at glyphosat kan være kræftfremkaldende, og på den anden side står EU’s fødevaresikkerhedsorgan (EFSA), som ikke mener, at der er belæg for sådanne konklusioner.
Hermed er fronterne altså trukket op, og hvor miljøaktivister kræver stoffet forbudt og udfaset af landbruget, hævder selv samme landbrug og den Amerikanske kemivirksomhed Monsanto, at et forbud både vil være diskriminerende og at det vil hæmme det europæiske landbrugs konkurrenceevne. I stedet ser landbruget og Monsanto gerne, at der bliver givet en ny tilladelse til brugen af glyphosat på 15 år, som før har været traditionen.
Danmark kæmper for at forlænge tilladelse
Ved det seneste møde om emnet i EU’s ministerråd var det umuligt at finde et kompromis.
Danmark er blandt en række lande, der ønsker at forlænge tilladelsen til at anvende det kontroversielle pesticid i EU.
Det fremgår af en artikel i Euractiv. Ifølge artiklen deles den holdning af 16 andre medlemsstater, herunder Polen, Spanien og Storbritannien.
10 EU-stater ville stemme imod en forlængelse af tilladelsen på 10 år. Her finder man bl.a. Sverige, Frankrig og Italien.
Ifølge Danmarks Naturfredningsforening har Danmark først kæmpet for at forlænge en tilladelse med 15 år og siden med 10 år.
Den danske tilgang ærger miljøorganisationen.
“Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at Danmark ligger i den sorte ende af skalaen, når det drejer sig om natur- og miljøpolitik i EU. Man har meget travlt med at tilfredsstille landbrugslobbyen, og måske ikke alt for travlt med at indtænke hensyn til natur og borgernes sundhed”, siger Rikke Lundsgaard, landbrugspolitisk seniorrådgiver i den grønne organisation.
Ifølge en talsmand fra EU kommissionen vil den næste afstemning blive afholdt d. 6. November.