Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Ja, hvad ellers?
Det var min reaktion, da det elektroniske nyhedsmagasin Altinget 20. maj fortalte os, at kun 8 procent af danskerne ’i høj grad’ mener, at u-landsbistanden hjælper.
Kun otte procent! Færre end hver tiende!
Vurderingen bygger på en meningsmåling blandt 1.001 mennesker, som analyseinstituttet Norstat har foretaget for Altinget 14. – 20. marts i år. Norstat spurgte, om bistanden hjalp. 8 procent af de adspurgte svarede ’i høj grad’, 37 procent svarede ’i nogen grad’, 13 procent sagde ’slet ikke’. 11 procent tilkendegav ingen mening overhovedet.
Med andre ord: Der synes at være flere danskere, der mener, at bistand slet ikke virker, end folk, der ’i høj grad’ mener, at vores milliardstore bistand rent faktisk gavner modtagerne.
Bistanden er begravet
Jeg er naturligvis ikke så klog, at jeg ved præcis, hvorfor mange mennesker siger hvad, når de får stukket et spørgsmål ud om dansk udviklingsbistand! Men jeg har let ved at tro på, at der er flere bistandsskeptikere end folk, der tror på bistandens positive effekt.
For hvordan skulle det være anderledes?
I gamle dage talte politikerne bistanden op. Det samme gjorde forskerne og vi journalister. Udviklingsbistand til de fattige i de fattige lande var et varmt emne, som mange forholdt sig til og havde en mening om. I dag er tavsheden næsten total. Det eneste politikerne, forskerne og vi journalister for alvor beskæftiger os med er de onde muslimer, der terroriserer os og de gode danske soldater, der slår dem ihjel, inden de når at søge om asyl og myrde os i vores senge.
I dag er det kun ’Verdens Bedste Nyheder’, der taler om positiv udvikling. En nyhedstjeneste, der er sat i verden for at tolke virkeligheden i netop det perspektiv.
Alle andre vælger at tale om noget andet. De fleste af os har fået en dagsorden, der er fjendtlig i forhold til fremmede kulturer og mistroisk overfor, om den ene kultur har noget godt at lade den anden høre. De fremmede fattige vil jo ikke lære af os! Det eneste, de forstår, er rå magt! Og det eneste, vi får tilbage til gengæld for vores bistand, er terrorister, der pløjer kvinder og børn ihjel med stjålne lastbiler, midt i den glade juletid.
Sådan tolker jeg den aktuelle opinion. I den atmosfære er det faktisk idiotisk at spørge hr. og fru Danmark om u-landsbistanden hjælper. Hvor skulle de vide det fra? Interessen for og informationen om hjælp til de fattige er for længst fortrængt af frygt for dem, vi for årtier siden var optaget af at vejlede til en bedre tilværelse.
Derfor falder andelen af danskere, der tror på, at dansk bistand hjælper. Ikke fordi folk reelt har nogen mening om spørgsmålet, men fordi det er trængt ud af en anden skærpet dagsorden.
Vi får ikke et andet svar, før alle vi politikere, forskere og mediefolk begynder at beskæftige os seriøst med udvikling og tale bistandsviljen op i stedet for at tie den ihjel. I dag dør den folkelige opinion af åndenød, kvalt under opinionsdannernes ligegyldighed. Der er i virkeligheden ikke længere nogen folkelig opinion, det giver mening at tale om.
