Serie: Verdensfattigdom i Afrika
Verdensbankens rapport ”Accelerating Poverty Reduction in Africa” (2019) handler om fattigdomsbekæmpelse og kortlægger årsagerne til fattigdommen i Afrika.
Denne artikel er en del af en serie skrevet af Knud Vilby med udgangspunkt i rapporten:
1. 135 millioner flere fattige afrikanere på 25 år
2. Alt for mange afrikanske kvinder får alt for mange børn og føder alt for tidligt
3. De forbandede naturressourcer
4. Sats på småbønderne i fattigdomsbekæmpelse
5. Børnefattigdom giver dårlige muligheder livet igennem
6. Vesten skabte Afrikas klimaændringer. Afrikansk vækst kan øge dem
7. De fattigste betaler for meget i skat. De rigeste betaler ingenting
8. Udviklingsbistanden pr. afrikaner falder trods voksende behov
9. Fødslerne og landbruget i fokus i kampen mod Afrikas fattigdom
Der er millioner af fattige bønder i Afrika. Men de producerer ikke nok, og fra midten af 1990’erne til omkring 2015 voksede prisen for Afrikas import af fødevarer fra otte milliarder til 38 milliarder dollars årligt. Det er ikke hele billedet. Afrika har også en stor landbrugseksport, ikke mindst af produkter som kaffe, te, grønsager og frugt, men handelsstatistikken fortæller ikke desto mindre en meget alvorlig historie, for det er basisfødevarer, der importeres. Import af korn udgør således omkring en tredjedel af stigningen.
Afrika burde kunne producere nok basale fødevarer til at dække kontinentets eget forbrug, og den store importregning er en voldsom belastning på landenes svage økonomier.
Det gennemsnitlige kornudbytte i Afrika er fortsat kun omkring halvandet ton pr. hektar. I Indien er det de dobbelte, og i Kina er udbyttet fire gange så højt. Der er forskel på jord og dyrkningsvilkår i forskellige lande, men det er klart, at produktiviteten er alt for lav i landbruget i de fleste afrikanske lande.
Alt er ikke negativt. Der er fremgang i udbyttet af blandt andet majs, ris og kassava. Der har også været en generel stigning i prisen på fødevarer, som har gavnet produktionen, og de afrikanske regeringer er – med meget store forskelle fra land til land – mere positive i deres støtte til landbruget end tidligere. Der er fremskridt. Men det går for langsomt.
Store versus små brug
Der har i mange år været en intens debat om, hvad der bedst vil kunne styrke landbrugsproduktionen i Afrika. Og der investeres udefra i Afrikas landbrugsproduktion med investorer så forskellige som danske pensionskasser og statslige kinesiske gigantfirmaer.
Et af de omdiskuterede spørgsmål er, om udbyttet skal øges, ved at Afrika følger den europæiske eller nordamerikanske vej med stadig større veltilrettelagte, mekaniserede og gradvist industrialiserede storbrug, eller er om der muligheder for småbruget, herunder for fremme af økologisk produktion både for hjemmemarkedet og til eksport?
Verdensbankens nye fattigdomsrapport ”Accelerating Poverty Reduction in Africa” er interessant og måske kontroversiel, fordi den efter gennemgang af mængder af forskning i afrikansk landbrug når frem til en ret klar og entydig konklusion:
Skal man fremme landbrugs- og fødevareproduktionen i Afrika syd for Sahara og samtidig bekæmpe den udbredte fattigdom, så skal man først og fremmest satse på udviklingen af de små landbrug, og man skal især satse på produktion af basisfødevarer som korn, rødder, bælgfrugter mv. frem for eksportafgrøder som kaffe, te og kakao, frugt og grønsager, og blomster.
Mere præcist er anbefalingen at satse familielandbruget, på det der i gamle dage i Danmark blev kaldt husmandsniveau (smallholders), men ikke kun. Det er de småbrug, som er ”en anelse større, mere dynamiske og kommercielt orienterede, der har de største muligheder for at agere som katalysatorer”, samtidig vil de allerfattigste nyde godt af denne udvikling via lavere fødevarepriser og et bedre lokalt arbejdsmarked.
Konklusionen og anbefalingen kommer efter en gennemgang af en lang række forsøg og undersøgelser, som blandt andet viser, at resultatet af satsning på kommercialiserede storbrug ofte har været skuffende. Der nævnes eksempler blandt andet fra Tanzania. I Tanzania førte stærk økonomisk vækst i 00’erne ikke til en reduktion af fattigdommen, blandt andet fordi væksten i landbruget favoriserede storskalaproduktion af ris, hvede og traditionelle eksportafgrøder i særlige geografiske regioner. Der var ikke mange afledte positive virkninger.
De meget store landbrug er typisk mere kapitalintensive og bruger færre arbejdere i forhold til produktionens størrelse.
Rapporten henviser også til erfaringerne fra især Vietnam og Kina, hvor satsning på udvikling af familiebruget med integreret offentlig støtte har ført til enorme produktivitetsstigninger.
45.000 landbrugskonsulenter i Etiopien
Der er dog heldigvis også gode erfaringer fra Afrika. Det understreges, at der er brug for en integreret tilgang til landbruget (problemerne løses sjældent med en enkelt god ide eller enkel tilgang). Og så nævnes det, at småbrugere i Etiopien typisk har mere end fordoblet deres produktivitet siden midten af 1990’erne. Samtidig er den ekstreme fattigdom ifølge rapporten halveret.
Den etiopiske indsats, der fremhæves, er treleddet:
- Der er placeret 45.000 landbrugsrådgivere landet over med tre i hvert distrikt. Man har derudover givet bedre adgang til kreditter og blandt andet forbedret udnyttelsen af vandressourcer.
- Der er investeret i landdistriktsveje, så det er nemmere at få markedsført produktionen.
- Der er lavet en slags for offentligt forsikringssystem, som giver småbønderne en form for social sikring.
Et klassisk problem i afrikansk smålandbrug har været og er, at bønderne er så fattige, at de ikke kan investere i udvikling. De har ingen penge, og det er for farligt at optage lån på barske markedsvilkår, for slår høsten fejl, mister de alt og ender i værste fald som tiggere. Derfor sker der næsten ingen udvikling. Kreditgivning på ordentlige vilkår og en god landbrugskonsulenttjeneste er meget afgørende.
Afrikanske bønder reagerer, som bønder over hele verden, fornuftigt og hurtigt på nye muligheder. En undersøgelse i ti lande mellem 2005 og 2013 viste, at 10 procent højere pris for basisfødevarer i et år typisk resulterede i 6 procent højere produktion året efter. Der er også undersøgelser, der viser, hvordan højere priser på gødning og olie fører til lavere produktion.
Udbyttevæksten som reaktion på højere priser er typisk kommet med godt halvdelen via en vækst i de dyrkede arealer, og knapt halvdelen via højere udbytte pr. hektar. Men også i Afrika er knaphed på jord en stadig vigtigere faktor, så det er vigtigt, at udbyttet øges.
Basisfødevarer glemmes
Rapporten har ikke et ensidigt fokus på basisfødevarer. Eksportafgrøderne er vigtige og kan ofte være en supplerende produktion for småbrugeren, ligesom kvægavl kan spille en betydelig rolle.
Men det beklages i teksten, at mange, der interesserer sig for afrikansk landbrug, glemmer at interessere sig for basisfødevarerne og i stedet især fokuserer på produkter, der i højere grad er interessante i Europa og på andre eksportmarkeder.
For sagen er, at hvis produktion af fødevarer til hjemmemarkedet erstatter importerede fødevarer (herunder korn), så er det nationaløkonomisk lige så godt som eksport, samtidig med at vækst i den form for produktion giver større fødevaresikkerhed og mere beskæftigelse for de fattigste grupper i befolkningen.
Der er som nævnt sket en ændring i de afrikanske regeringens holdning til landbruget, som i dag prioriteres højere end før. De afrikanske regeringer enedes i 2003 om en målsætning om at nå en årlig vækst i landbrugssektoren på seks procent og at øge landbrugets andel i de offentlige udgifter til 10 procent. Siden har der i en række lande været betydelig fremgang i retning af at nå de mål, men der er også lande, hvor der stort set intet er sket.
Klimaændringerne er en særlig og stor udfordring i afrikansk landbrug. Verdensbank-rapporten behandler ikke emnet særlig udførligt, men klimapåvirkningen behandles i en senere artikel i denne serie.
Dette er den fjerde af ni artikler i serien om Verdensfattigdom i Afrika.
