Kim Hartzner
Kim Hartzner er grundlægger af hjælpeorganisationen Mission Øst, hvor han nu engagerer sig i fundraising. Organisationen arbejder i otte lande ud fra kontorer i København, Berlin og Bruxelles og er medlem af Integral Alliance, der har 22 medlemmer medlemsorganisationer, der tilsammen arbejder i 90 lande.
Han grundlagde Mission Øst sammen med sin far René Hartzner i 1991 – kort efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. I dag er han fuldt engageret i at rejse midler i Danmark og Tyskland til gavn for 250.000 nødlidende, som er direkte afhængige af Mission Østs hjælpearbejde.
I Danmark, Europa og USA handler coronakrisen stort set kun om at begrænse smitten med den farlige virus internt i landene. Det er forståeligt. Arbejdsløshed, nedbrudte firmaer, økonomisk deroute truer. Vores penge, vores jobs, vores sundhed er i fare. Selvfølgelig er det i fokus lige nu.
Men uden for vores dør er der en verden, hvor det er ved at gå fuldstændig galt. I de fattige og konfliktramte områder, hvor vi arbejder, bl.a. Afghanistan, Nepal, Irak, Syrien og Libanon – har folk ikke engang mulighed for at lukke alt ned, som vi gør herhjemme lige nu.
Ja, det kan være, at Danmark og det øvrige Vesten kommer langsomt tilbage, ligesom vi gjorde efter finanskrisen. Men hvad med de overfyldte flygtningelejre i Mellemøsten? Hvad med de tæt beboede slumkvarterer i regionens storbyer? Det er ikke til at forestille sig.
Apokalyptisk katastrofe lurer
I de fattige og krigshærgede lande, hvor Mission Øst arbejder, er vand, sanitet og ordentlige hygiejnefaciliteter en mangelvare. Her har vi kæmpet i mange år for at holde den værste spædbørnsdødelighed nede. Men nu lurer en katastrofe af apokalyptiske dimensioner.
Der kan nå at dø utroligt mange mennesker i de her lande. De, der bor i slumkvarterer og flygtningelejre, er utroligt sårbare over for smitte, da de bor tæt sammen, og mennesker strømmer til og fra i en uendelig strøm. De mangler rent vand, ordentlige hygiejnefaciliteter og har hverken respiratorer, tilstrækkelige sundhedsfaciliteter eller mulighed for at isolere smitten.
Og befolkningen ved knap nok, hvad der foregår. De får ikke information, som vi har oplevet det. De er ofre for rygter, de er skrækslagne, og de ved ikke, hvordan de skal beskytte sig. Mange er afhængige af nødforsyninger. Børn plejede at få mad i skolen. Hvor får de mad, når skolerne lukker?
I Mission Øst gør vi nu alt, hvad vi overhovedet kan for at hjælpe. Vi går ind og oplyser om sundhed og hygiejne, vi uddeler tæpper, sæbe og hygiejneartikler, og vi kommer med rent vand, hvor det er muligt. Vi lærer dem at desinficere sig og fortæller om faren ved pandemien.
Vi budgetterer med i alt 24 millioner kroner for at kunne hjælpe 355.000 mennesker i fem lande.
Spinkelt håb om at bremse virus
Men det er kun begyndelsen. Behovene er uendeligt meget større.
FN søger verdenssamfundet for i alt 2 milliarder amerikanske dollars for at bekæmpe coronapandemien. Fattige og konfliktramte lande er højeste prioritet. Jeg er enig med vicegeneralsekretær Mark Lowcock, når han siger: ”At overlade verdens fattigste og mest sårbare lande til deres skæbne er både grusomt og uklogt. Hvis vi lader coronavirus sprede sig frit her, vil vi udsætte millioner for høj risiko, hele regioner bliver kastet ud i kaos, og virusset vil kunne sprede sig yderligere rundt om kloden.”
Men nytter det? Er der håb? Håbet er lægeligt set, at der meget snart kommer en vaccine og en behandling. Forskere arbejder på højtryk over hele verden lige nu for at finde en vaccine, så vi kan blive vaccineret og komme ud og hjælpe alle de andre.
Men nu må vi gå ind med en forebyggende indsats. Coronavirus og Covid-19 er registreret i alle de fem lande, hvor Mission Øst sætter ind med forebyggelse. Antallet af registrerede smittede er i skrivende stund endnu relativt lavt, Nepal: 5, Afghanistan: 196, Irak: 694, Syrien: 10, og Libanon: 463. Tallene er mildest talt usikre, men giver dog et spinkelt håb om at bremse virus, inden pandemien går helt grassat.
Derfor er det absolut nødvendigt at reagere hurtigt og komme ud med oplysning og de redskaber, der skal til for at folk kan beskytte sig mod smitte.
Vi uddeler tæpper til tusinder af flygtninge og fordrevne i lejre, så de ikke skal stå i kø sammen med andre med risiko for smitte. Vi informerer om faren ved at stimle sammen i store grupper. Vi sørger for, at de får adgang til rent drikkevand. Og de allermest sårbare – de ældre, svage, syge og personer med handicap – giver vi fødevarehjælp. Vi uddeler hygiejneartikler til alle, så de kan holde sig smittefri. Sæbe, håndsprit, vaskepulver. Og vi informerer om hele situationen i håb om, at vi kan forhindre, at smitten spreder sig.
Al oplysning kan mindske spredningen.
Al hygiejne kan mindske spredningen.
Alle tæpper kan mindske spredningen.
Enhver form for beskyttelse og information kan blive til gavn for de her mennesker. Så kan vi måske undgå en total katastrofe.
Links:
FN’s samlede plan for respons på Coronapandemien
