Åsne Seierstad frifundet

Forfatter billede

Journalist og forfatter Åsne Seierstad er frifundet af landsretten i Norge for at krænke privatlivets fred hos hovedpersonen i en af sine bøger, nemlig boghandleren fra Kabul.

En principiel dom for dokumentarjournalistikkens rammer mener forfatteren, mens boghandlerens kone anker dommen, skriver DR online tirsdag.

Det er Suraia Rais, der er kone til den berømte afghanske boghandler i bogen “Boghandleren fra Kabul”, som har lagt sag an mod storsælgende Åsne Seierstad og hendes forlag. Saraia Rais har rejst krav om erstatning og oprejsning til sin familie og sig selv.

Seierstad giver ifølge Saraia Rais et fordrejet og skadeligt billede af boghandlerfamilien, og som et modsvar skrev hovedpersonen Shah Mohammed Rais bogen “Det var engang en bokhandler i Kabul” udgivet på norsk i 2006.

Oslo Tingrett dømte tidligere Seierstad og forlaget til at betale 125.000 kroner hver i erstatning til Suraia Rais. Men ved den højere retsinstans, lagmandsretten, er både forfatteren og forlaget blevet frikendt. 
Advokaten, der repræsenterer den afghanske kvinde varsler, at sagen vil blive anket videre til Højesteret.

Bogen er blevet til, efter at Seierstad opholdte sig i flere måneder hos boghandlerfamilien i Kabul. Bogen er oversat og udgivet i omkring 20 lande.

Sagen har ifølge forfatter Åsne Seierstad stor principiel betydning for, hvilke rammer der skal være gældende for dokumentarjournalistik i bogform.