Abdulhadi Al-Khawaja får DIGNITYs antitortur-pris

Abdulhadi Al-Khawaja
Laurits Holdt

Den dansk-bahrainske aktivist Abdulhai Al-Khawaja hædres af DIGNITY for sin fredelige kamp for menneskerettigheder og demokrati i sit hjemland Bahrain. Her sidder har fortsat fængslet pga. sine aktiviteter.

DIGNITY, Dansk Institut Mod Tortur (det tidligere Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT) uddelte onsdag aften prisen ”En Verden uden Tortur” til den dansk-bahrainske menneskeretsforkæmper Abdulhadi Al-Khawaja for sin fredelige kamp for menneskerettigheder og demokrati i Bahrain. Det skriver instituttet på sit netsted onsdag.

Direktør i DIGNITY, Karin Verland, motiverer prisen således:

Abdulhadi Al-Khawaja (Foto: Bahrain Centre for Human Rights)

”Tortur er noget af det værste, man kan udsætte mennesker for. Tortur ødelægger mennesker på krop og sjæl. Torturen ødelægger selvrespekten og tilliden til andre mennesker og efterlader ofrene med livsvarige traumer. Hos DIGNITY arbejder vi for en verden uden tortur og organiseret vold. Vort arbejde bygger på respekten for menneskerettigheder, og på respekten for det enkelte menneskes værdighed og integritet.”

Prisen gives i år til en person, som har gjort en særlig indsats for menneskerettigheder i sit hjemland og som med sine forbindelser til Danmark har været med til at sætte tortur på dagsordenen herhjemme, ja faktisk i hele verden.

Siden Abdulhadi Al-Khawaja var bare 16 år, har han arbejdet for menneske-rettigheder til sine landsmænd på Bahrain. På grund af det arbejde var han nødt til at gå i eksil og i 1991 kom han til Danmark.

I Danmark var han med til at grundlægge Bahrain Human Rights Organization, som hurtigt blev internationalt anerkendt.

Tilbage til Bahrain

Da Bahrain i 1999 fik ny konge, var der positive tegn på, at nye vinde blæste ind over landet, og Al-Khawaja pris valgte i 2001 at flytte tilbage til sit hjemland, hvor han var med til at stifte Bahrain Centre for Human Rights.

Over de næste 10 år fortsatte han sine fredelige protester for menneskerettigheder. Det førte til gentagne anholdelser, og i forbindelse med det arabiske forår i 2011 mistede kongen så helt tålmodigheden med sin landsmand.

Al-Khawaja har siden da siddet fængslet og er under sit fængselsophold blevet meget slemt tortureret. Han er siden idømt en livstids fængselsstraf, som på Bahrain er 25 år.

Al-Khawaja kendte til de omkostninger, hans engagement kunne få. Selv efter sin arrestation, har han været i stand til at sætte fokus på den tortur, han har været udsat for og de menneskerettighedsovergreb, der fortsat finder sted i regionen.

Dette har han gjort gennem det sidste våben, han havde til sin rådighed – sultestrejken.

Som dansk-bahrainer erindrer han os om vigtigheden af et åbent Danmark, der modtager, beskytter og anerkender menneskerettighedsforkæmpere som borgere her i landet, skriver DIGNITY.

Om prisen

Alle, både personer og organisationer, som har gjort en særlig indsats for en verden mod tortur, kan modtage prisen. Der lægges især vægt på, at personen/ organisationen har bidraget til at øge modstanden mod tortur i det danske samfund.

I 2012 gik prisen, som var designet af guldsmed Ole Lynggaard, til tv-journalist Jørgen Flindt Pedersen, der igennem hele sin karriere har vist et forunderligt mod og turdet vise torturen fra alle dens grimme sider.

Prisen ‘En Verden Uden Tortur’ er i år er udviklet og designet af Christina Hembo, som sammen med sin mand Claus Hembo ejer Christina Watches. Prisen forestiller et hjerte med et helende ar. Hænderne der passer på hjertet symboliserer DIGNITYS arbejde med at hjælpe ofrene og deres familier tilbage til livet.

Christina Watches har sammen med en lang række andre kendte virksomheder og kunstnere, herunder Montana, Tivoli, Malene Birger, Koch Design, Eske Kath, Kirstine Roepstorff, Anne Linnet og Lars Hug, doneret produkter og kunstværker, som frem til d. 10. oktober er til salg på Lauritz.coms auktion til fordel for torturofre.

Mere om Bahrain på http://en.wikipedia.org/wiki/Bahrain