Afrikansk “mur” af træer skal bremse Sahara

morroco-arid-climate
Thomas Jazrawi

Sahara breder sig, men afrikanske lande vil nu plante en mur af træer for at standse den truende ørkenspredning. 

Det skriver EU-sitet Euractiv fredag. 

Projektet blev oprindeligt lanceret i 2007 af den Afrikanske Union, og EU støtter initiativet. Nu ser det ud til, at der kommer vinger under det storslåede projekt. 

En lang række lande i Afrika syd for Sahara deltager i projektet, heriblandt Senegal, Burkina Faso, Mali og Niger, fremgår det af artiklen. 

De deltagende lande mødes i denne uge i Dakar, Senegal, for at aftale nærmere. Her skal en plan præsenteres for projektet, der kaldes “verdens næste vidunder”. 

Den store afrikanske, grønne mur skal forsøge at dæmme op for de massive udfordringer, som spredning af ørkenen skaber i Afrika. 

FN anslår, at over 60 millioner afrikanere kan blive tvunget til at forlade deres hjem de næste fem år på grund af ørkenspredning og klimaforandringer. To tredjedele af kontinentets landbrugsjord kan tillige være forsvundet i 2025.