Afrikansk nationalpark: Gentagne protester stopper ikke olieselskab

Forfatter billede

Olieefterforskninger i sårbar Afrikansk nationalpark, får UNESCO til at udsende nødråb. Parken er Afrikas ældste og hjemsted for den største diversitet på kontinentet.

UNESCO har nu udsendt et nødråb til verdenssamfundet. FN opfordrer til at olieefterforskningen i Afrikas ældste og sårbare nationalpark ophører øjeblikkeligt, skriver Verdensnaturfonden WWF.

I kølvandet på en felttur til DR Congos naturejendom, har FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur givet udtryk for ”ekstrem bekymring” overfor olieboringer i nationalparken, som er hjemsted for den største diversitet både af planter og dyr i hele Afrika.

Stedet er mest kendt for de kritisk truede bjerggorillaer og for de aktive vulkaner. ”Hvilken som helst form for olieefterforskning indenfor dette beskyttede område kommer til at få en katastrofal påvirkning på parkens tilstand”, siger UNESCO.

Soco trodser protester

Det engelske olieselskab Soco International PLC påbegyndte sidste måned seismiske testboringer i parkens sø, Lake Edward, på trods af gentagne protester fra den britiske regering og verdenssamfundet.

– Soco sætter fremtiden for denne naturskat totalt på spil. Boringer kan gå hen og uigenkaldeligt ødelægge den ufatteligt smukke og uerstattelige natur, siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden og forsætter:

– Verden må ikke bare se på, mens Afrikas ældste naturskat bliver omdannet til et oliefelt.

UNESCO tilskynder Soco til at trække sig ud af Virunga og til at love, aldrig at sætte fod i beskyttede verdensarvområder igen.

Ifølge organisationen er olieefterforskningen og boringerne fuldstændigt uforståeligt indenfor et naturområde af så høj miljømæssig og socioøkonomisk betydning.

Uanstændig opførsel mod verdensarv

Virunga blev udnævnt som verdensarvområde i 1979. Dermed blev Virunga et af de første områder i Afrika, som opnåede officiel anerkendelse for sin universelle naturværdi. Parken blev officielt erklæret for værd at bevare for fremtidige generationer.

-Virunga er beskyttet ved national lov og internationale traktater, som både DR Congo såvel som Storbritannien er forpligtede til at håndhæve, siger Gitte Seeberg og afslutter:

-Soco skal droppe deres planer om at lede efter olie i Virunga, og se at leve op til deres ansvar overfor lokalbefolkningerne inden problemet går videre til verdensarvkomiteen, der mødes senere i år.

Trusler mod heroiske parkvagter

I godt 40 år har WWF været med til at gøre en indsats for skovene, vandet og for at bevare det sjældne dyreliv i Virunga. WWF støtter endvidere aktivt parkens heroiske vagter, hvoraf mindst 140 er blevet dræbt i løbet af de sidste fire årtier.

Så sent som sidste måned var vagtchefen Emmanuel de Merode tæt på at omkomme under et voldsomt angreb, hvor han blev skudt på flere gange. WWF-medarbejdere er endvidere blevet truet på livet af flere omgange i løbet af få uger.