Amnesty kræver international undersøgelse af blodbad i Usbekistan

Redaktionen

Kun en uafhængig international undersøgelse kan afdække, hvad der virkelig foregik, da hundredvis af civile blev dræbt i byen Andizhan i det østlige Usbekistan i maj, siger Amnesty International i forbindelse med, at organisationen udsender en rapport om begivenhederne.

– Regeringen ønsker ikke, at sandheden skal frem om begivenhederne i Andizhan, siger Amnesty Internationals researcher på Usbekistan, Maisy Weicherding.

I rapporten fra Amnesty International blotlægges overgreb på menneskerettighederne, der fandt sted i Andizhan den 12.-13. maj. Øjenvidner beretter, at sikkerhedsstyrkerne skød vilkårligt ind i en stor folkemængde, der var samlet til demonstration i centrum af Andizhan.

Regeringens version af begivenhederne afviger væsentligt herfra. Den fastholder, at sikkerhedsstyrkerne ikke dræbte nogen civile, og at de civile, som mistede livet, blev dræbt af bevæbnede terrorister.

Regeringen har sagt, at 187 blev dræbt, og at mange af dem var terrorister, men der er endnu ikke offentliggjort navne på de dræbte. Nogle mennesker har ikke været i stand til at finde ud af, hvad der er sket med deres savnede pårørende. Ifølge ubekræftede rapporter er ligene af dræbte blevet fjernet fra byen og hemmeligt begravet på ukendte steder.

– Præsident Islam Karimov påstår, at hans regering ikke skyder på kvinder og børn. Hvorfor tillader han så ikke en uafhængig international undersøgelse? Hvorfor offentliggør myndighederne ikke navnene på de dræbte? Hvorfor har man ikke tilladt den Internationale Røde Kors Komite adgang til hospitaler og arresthuse? spørger Maisy Weicherding.

-Den parlamentariske undersøgelse, der nu pågår, er tandløs og kan ikke erstatte en international, mener Weicherding.

Amnesty Internationals rapport beskriver bl.a. problemerne i den officielle version af begivenhederne, tusindvis af vilkårlige fængslinger, trusler mod øjenvidner, ødelæggelse af relevant information samt overgreb på medlemmer af den politiske opposition.

En af de arresterede er formanden for Andizhans uafhængige menneskeretsgruppe Apelliatsia, Saidzhakhon Zainabitdinov. Han var til stede den 13. maj, hvor han gav de internationale medier sin version af begivenhederne. En version i skarp kontrast til myndighedernes.

Den 21. maj blev han fængslet i Andizhan. I juli blev han overført til Tasjkent, hvor han sidder isolationsfængslet og er i alvorlig fare for at blive udsat for tortur og mishandling. Han skulle efter sigende være anklaget for at “sprede informationer, der skal give anledning til panik” samt “terrorisme”.

– Myndighederne i Usbekistan bruger begivenhederne i maj til at ramme det spirende civilsamfund i landet. Endnu engang udsætter myndighederne menneskerettighedsaktivister for chikane og kvæler ytringsfriheden i den nationale sikkerheds navn, anfører Maisy Weicherding.

Amnesty International kommer med en række anbefalinger til de usbekiske myndigheder samt til bl.a. medlemslandene af FN og EU.

Yderligere oplysninger hos pressechef Stig Nielsen, Amnesty International, tlf. 33 45 65 65