Situationen i det centrale Sahel, hvor en blanding af militser, islamistiske grupper og nationale sikkerhedsstyrker begår overgreb mod de civile, tiltrækker sig mere og mere opmærksomhed, men ét aspekt af uroen er stort set udækket: Antallet af bortførelser.
Og det på trods af at tallet er for opadgående. 2021 tegner sig allerede nu for det højeste antal bortførelser i løbet af de sidste fem år. Siden 2017 er 935 mennesker blevet bortført i Mali, og 318 af disse – altså over en tredjedel – er blevet bortført i de første otte måneder af 2021. I 2020 var tallet også højt; her blev hele 275 mennesker taget som gidsler.
Det er den panafrikanske organisation Institut d’études de sécurité, der har lavet opgørelsen baseret på tal fra organisationen Armed Conflict Location & Event Data Project, ACLED.
Oversigt over bortførelser af individer i Mali mellem 2017 og 31. august 2021. Tallene stammer fra ACLED, OCHA-HDX, SWAC-OECD og Natural Earth.
Foto: Institut d’études de sécurité/
97 procent er lokale
Bortførelser i Mali er ikke noget nyt, men har de senere år ændret karakter – både i forhold til geografi og ofrenes profiler. Hvor bortførelser i Mali i 00’erne primært fandt sted i landets nordlige del, der er ørkenland, og hvor staten historisk set har meget lidt kontrol, og hvor jihadistgrupper tog vestlige gidsler, er billedet et andet i dag.
En oversigt over, hvor bortførelserne har fundet sted, viser, at det langt overvejende er den centrale del af landet, der er udsat i dag. Derudover repræsenterer civile maliere 97 procent af alle bortførte i landet siden 2012, hvor urolighederne i det nordlige Mali brød ud. Det hænger sammen med, at krisen har forskubbet sig.
De indblandede aktører i konflikten i Mali har haft særligt fokus på situationen i nord uden at være tilstrækkelig opmærksom på, hvad konsekvensen har været for den centrale del af landet, hvor den humanitære og sikkerhedsmæssige situation er blevet væsentligt forværret over de sidste ti år.
Forskellige aktører – forskellige dagsordner
Det er ikke entydigt, hvem der står bag de mange bortførelser, og de mange forskellige aktører har hver deres grunde til at begå forbrydelserne.
Jihadistgrupper står bag knap halvdelen af bortførelserne. Her drejer det sig for eksempel om at forhindre staten i at genetablere sig i de uroramte områder ved at angribe statsrepræsentanter eller om at kvæle lokal modstand ved at kidnappe lokale opinionsledere. Gidsler kan også bruges som forhandlingsmiddel i fangeudveksling eller til at genere en indtægt i form af løsepenge.
Knap hver femte bortførelse er begået af lokale militser og selvforsvarsgrupper. Her handler det mere om gengældelsesaktioner, eller om at grupperne bruger kidnapningerne som repressalier i interne stridigheder og opgør mellem forskellige samfund og befolkningsgrupper.
Læs også: Etniske grupper i Sahel bruger kampen mod terror som nyt våben i gammel konflikt
En tredjedel af kidnapningerne er begået af uidentificerede bevæbnede grupper, hvilket ifølge Institut d’études de sécurité understreger ”nødvendigheden af at undersøge fænomenet bedre for at kunne identificere aktørerne og forstå de bagvedliggende dynamikker.”
Ingen mediedækning
Selvom kidnapninger altså er mere og mere udbredt i det centrale Mali, er det ikke en nyhed, der har nået medierne – kun i ringe grad de lokale medier, og da slet ikke de internationale medier, skriver de tre forfattere bag opgørelsen. Både hyppigheden af bortførelser og det faktum, at det især er lokale maliere, der er ofre for kidnapninger, kan være forklaringen på, at fænomenet er blevet overset internationalt og heller ikke får megen opmærksomhed i Mali.
Når det gælder bortførelser i Afrika, er der typisk to former for bortførelser, der vækker internationale mediers interesse: Bortførelse af vesterlændinge, det være sig turister, journalister eller nødhjælpsarbejdere, samt massebortførelser, hvor mange personer bliver taget på én gang, som man for eksempel har set det med terrorgruppen Boko Harams bortførelser af skolebørn i det nordlige Nigeria.
Mediernes manglende fokus er medvirkende til, at fænomenet fortsat går under radaren, og det kan være ødelæggende for den overordnede indsats for at skabe fred og forebygge usikkerhed i regionen, skriver Institut d’études de sécurité.
