Avis: Rusland ruster op i Syrien

Forfatter billede

Det syriske regime kan angiveligt se frem til at få øget luftstøtte fra Rusland, der ifølge en israelsk avis er i færd med at bemande en luftbase nær hovedstaden Damaskus og dermed opruste i Syrien for at redde Assad og tage aktiv del i kampen mod Islamisk Stat.

Russerne afviser og siger, at al aktivitet er rutineassistance til den syriske hær, skriver Berlingske torsdag.

I den mere end fire år lange syriske borgerkrig har Rusland, foruden Iran og Hizbollah, været Bashar al-Assads mest trofaste allierede.

Rusland råder over en havn ved byen Tartus på den syriske middelhavskyst, og har ifølge en række kilder leveret store mængder våben via denne havn de seneste fire år.

Ifølge det israelske dagblad Yediot Aharonot vil et stort antal russiske piloter, tekniske assistenter og instruktører ankomme til basen ved Damaskus.

Den militære manøvre har ifølge bladet til formål at forhindre præsidentens fald på et tidspunkt, da Assad både presses af oprørsgrupper i den strategisk vigtige Idlib-provins, af Islamisk Stat og den tyrkisk-amerikanske plan om at støtte dele af oppositionen til det syriske regime.

På det seneste har IS-krigere banet sig vej til et af nabolagene i det sydlige Damaskus, få kilometer fra den centrale, gamle bydel.

Især den seneste måned har den russiske udenrigsminister, Sergejj Lavrov, opfordret USA til at anerkende det syriske regime som en partner i kampen mod Islamisk Stat. Det gør USA officielt ikke.

Den russiske opfordring er et tosporet initiativ, hvor første del skal samle alle dem, der kæmper mod Islamisk Stat i en fælles front, hvorpå en politisk proces om borgerkrigens afslutning skal indledes, noterer Berlingske.