Avis: Udenrigsministeriet skjulte oplysninger for Folketinget

Forfatter billede

Topembedsmænd i Udenrigsministeriet holdt under de seneste finanslovforhandlinger oplysninger hemmelige for udviklingsminister Christian Friis Bach (R) og Folketinget om alvorlige problemer med regnskabet på Institut for Menneskerettigheder.

Det skriver dagbladet “Information”lørdag efter at have fået aktindsigt hos ministeriet.

Det skete, selv om regeringens finanslovsforslag i efteråret 2011 indebar en klækkelig forøgelse af bevillingen til instituttet i København fra 11,5 mio. kroner i 2011 til 21,5 mio. kr. i år.

– Det er helt forrykt, at vi ikke fik noget at vide, siger finansordfører for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, til bladet.

Allerede i april 2011 blev Uden-rigsministeriet orienteret om, at instituttet havde skjult tab i sine regnskaber for, hvad der skulle vise sig at være 3,2 mio. kr.

Det var Enhedslisten, der havde krævet bevillingen til instituttet forøget, men også partiets politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen mener, at hun og resten af Folketinget skulle have haft de oplysninger.

Først da finansloven for 2012 i realiteten ikke længere stod til at ændre, fik Christian Friis Bach 13. januar 2012 besked om sagen, og det var alt, alt for sent, mener ministeren i dag.

“Jeg har indskærpet, at det ikke var i orden”, siger ministeren.

“Jeg har spurgt departementet i januar, om de kunne og burde have orienteret tidligere. Det har de svaret ja til, og de har påtaget sig ansvaret for, at det ikke er sket, siger Christian Friis Bach til “Information”.