Bekymringen over den vokser hurtigere end verdens befolkning

Kvinders kroppe skal ikke holdes som gidsler i kampen om befolkningsmål.


Foto: UNFPA
Kirsten Larsen

Jordens befolkning har rundet otte milliarder mennesker, og det har udløst stor bekymring og resulteret i mange dommedagsscenarier i medier og blandt politikere. Der er ikke mad nok. Det går helt galt i forhold til klimaforandringer. Der vil aldrig blive arbejde nok til alle de unge, som ender med at destabilisere samfundene. Der er for mange migranter.

Og samtidigt lever to tredjedele af os i lande, hvor befolkningstilvæksten er gået i stå, hvor befolkningen måske endda skrumper. Hvor der ikke vil være unge nok til at tage sig af os, når vi bliver gamle. Hvor vi mangler sygeplejersker, lærere og børn i skolerne. Hvor nye ideer bliver en mangelvare, fordi vores hjerner bliver gamle og trætte. Det er også bekymrende.

For mange er det et advarselstegn, hvis fertiliteten afviger fra de 2,1 barn per kvinde, som skulle fastholde en given befolknings størrelse. Hvis raten bliver for høj, så taler vi om en befolkningsbombe, hvis den bliver for lav, ja så er det også galt, og alt går i stå. Og jo flere mediehistorier og politisk snak om demografien, vi har lyttet til, jo mere bekymrede er vi, står der at læse i den årlige rapport fra FN’s befolkningsorganisation, State of World Population.

Ret til egen krop

Og det må altså stoppe, skriver forfatterne. Lige som UNFPA’s chef, dr. Natalia Kanem, understregede det ved et pressemøde i New York i sidste uge.

“Det er forældre, der bestemmer, hvad der er det rette antal børn at få. Politiske mål om befolkningers rette størrelse skal ikke bestemme over kvinders kroppe,” lyder det fra UNFPA’s eksekutivdirektør.

I forvejen er der stadig alt for mange kvinder i verden, der ikke har reel kontrol over, hvornår de har sex, med hvem, hvordan og om der bliver brugt prævention. De bestemmer ikke selv, hvor mange børn de får og hvornår. Omtrent halvdelen af alle graviditeter i verden er ikke planlagte.

Historien viser, at politiske programmer til at skrue op eller ned for fertiliteten er ineffektive, men har en tendens til at underminere kvinders rettigheder. 

Prævention er til for at styrke individer, ikke for at nå bestemte politiske mål.

Programmer til støtte for nye forældre og stærke sundhedssystemer bør ikke handle om at få indbyggerne til at føde flere børn, men om at det er bedre for alle og kan betale sig økonomisk. Forsøg på at betale og belønne unge til at få flere børn, fungerer i øvrigt sjældent, viser erfaringerne ifølge UNFPA. 

Og det giver da slet ingen mening at opfordre befolkningen til at føde flere børn for at brødføde en aldrende befolkning, den model kræver store investeringer i sundhed og uddannelse, før belønningen i form af en produktiv, skattebetalende arbejdsstyrke materialiserer sig.

I øvrigt har fertilitetsraten, altså hvor mange børn en kvinde får, ikke meget med væksten i verdens befolkning at gøre, raten er faldet i næsten alle lande. Verdens befolkning vokser stadig, fordi der er særligt mange kvinder i den fødedygtige alder lige nu, og fordi flere spædbørn overlever, og vi lever længere.

Klimaforandringer er ikke et befolkningsproblem

FN’s Befolkningsorganisation understreger i rapporten, at selvfølgelig har antallet af mennesker i verden stor betydning.  

Det har det, for planlægning af antallet af pladser i vuggestuen og på plejehjemmet. Uddannelses- og sundhedssystemerne, infrastrukturen og så videre. Befolkningsudviklingen påvirker kulturen og sociale forbindelser, økonomi og politik. Det har betydning for, hvordan vi takler klimaudfordringer og fordeler ressourcer, for hvordan arbejdsstyrken er sammensat og meget meget mere.

Der er komplekse forbindelser mellem befolkningens størrelse, velstand og forbrug, som har stor indflydelse på klimaforandringerne. 

Men, hedder det i “State of World Population 2023”, alene antallet af mennesker er ofte ikke problemet. For eksempel når det handler om klimaforandringer. Men det tilsyneladende lettere valg, nemlig at pege på befolkningstilvæksten kan skygge for de rigtige løsninger.

Man løser ikke klimakrisen ved at presse kvinder til at få færre børn. Man løser klimakrisen ved at nedbringe udledninger, og forbruge og producere bæredygtigt blandt andet. Hertil kommer, at de befolkninger, der stadig har en ret høj fertilitetsrate, typisk er så fattige, at deres levevis ikke fører til nævneværdige CO2-udledninger. Af verdens 8 milliarder mennesker påvirker de 5,5 milliarder formentlig næsten ikke klimaet. Så den kur gør livet sværere for mange familier uden overhovedet at begrænse klimaforandringer.

Krisetider skaber bekymring

Befolkningers størrelse har altid været genstand for debat og politisk udnyttelse, og dommedagsbasunerne har lydt mange gange i de seneste par århundreder. Og nu igen lyder det, at vi er for mange. Eller rettere at “de” er for mange, for sådanne bekymringer har det med at gælde “de andre”. 

I en tid med klimaforandringer og tab af biodiversitet, økonomisk ustabilitet, sult og krig, ja så er det væsentligt lettere at pege på, at der er for mange mennesker, end det er, at omlægge forbrug og produktion, gøre noget ved uligheden og ligestillingen, nedbringe fattigdommen, stoppe udledningerne. Det er komplekse, sammenhængende udfordringer, som vi er forpligtet til at løse. Men som man kan skubbe til side med en meget mere enkel forklaring.

“Vi er for mange. Men hvis globale katastrofer er resultatet af, at der er for mange mennesker, så er den logiske følgeslutning, at antallet skal ned, at et ukendt antal mennesker skal overleve og reproducere sig, mens andre ikke skal,” skriver forfatterne.

Rapporten peger på, at dette narrativ i historiens løb har ført til grusomheder. Og at det lader politikere slippe for presset for at gøre noget ved de virkelige problemer. Og at fortællingen om, at “vi er for mange”, skaber splid og splittelse, “os versus dem”, i stedet for at gøde jorden for fælles løsninger for vores fælles bedste.

Og, advarer rapporter, der ligger virkelige, alvorlige valg og venter. Der er alvorlige katastrofer, der skal afværges eller begrænses. Der er hastende og eksistentielle udfordringer, der ikke vil blive løst, hvis de bare bliver anset for at være et resultat af, at vi er for mange. 

UNFPA-rapporten vil gerne hjælpe os fremad – med klare øjne og hård data – mod en bedre fremtid.

Lyt til Højtrykden allerførste, der udkom den dag, verden rundede 8 milliarder mennesker.