Vi sidder i øjeblikket med tilbageholdt åndedræt hernede ved Guinea-bugten og frygter, at bacillen fra
Elfenbenskysten er smuttet igennem et par lande og har slået sig ned ovre i Benin.
Benin, som ynder at kalde sig selv for ”Afrikas demokratiske laboratorium”, og som vi udlændinge hurtigt ryger op i den ivrige diskant over og for eksempel jublende kalder et ”demokratisk fyrtårn i Afrika”!
Ja, nu gik demokratiet lige så godt i Benin, i hvert fald den del af demokratiet, som vi i Vesten værdsætter så meget, nemlig det repræsentative som udtrykt ved jævnlige, frie, fair og fredelige valg.
Ifølge de internationale valgobservatører, FN og andre iagttagere har Benin levet op til disse valg-dyder siden 1990, og også præsidentvalget den 13. marts i år gik rigtigt godt… troede vi.
Men nej, nu har Adrien Houngbedji bekendtgjort, at HAN er den rigtige vinder af valget. Ifølge Benins nationale valgkommission, CENI, kom han ellers ind på en andenplads med 35 procent af stemmerne, men Boni Yayi genvandt præsidentposten med 53 procent.
Houngbedji hævder nu, at han vandt valget med 46 procent af stemmerne, og at han havde fået endnu flere stemmer, hvis der ikke havde været problemer – ja, måske bevidst manipulation – med det nye elektroniske vælger-registreringssystem.
Nærmer vi os hermed endnu et land i regionen med to selv-erklærede præsidenter og to regeringer – álá Elfenbenskysten, hvor Laurent Gbagbo fortsat nægter at træde tilbage, mens vinderen Alassane Ouattara nærmest er spærret inde på Hôtel du Golfe i hovedbyen, Abidjan (som en belgisk bekendt her i Togo spøgefuldt sagde for nylig: ”Ja, de kan rigtigt ovre i Elfenbenskysten. De har to regeringer. I Belgien har vi ingen).
Men valget i Benin er ingen spøg! Ifølge forfatningen skal den ny-valgte præsident indsættes senest den 6. april, altså om små to uger, og selv hvis Houngbedji ”kun” måtte være ude på at manøvrere sig i ud i en anden valgrunde, begynder tiden at være knap.
Så, p.t. er der noget enerverende stillingskrig i gang ovre i det tidligere Dahomey. Vil Yayi – og den nationale valgkommission – give sig og anerkende, at Houngbedji de facto fik flere stemmer, end han er noteret for. Ellers vil Houngbedji trække sine udsagn tilbage og anerkende det officielle valgresultat.
Og hvad kan det ikke udvikle sig til, hvis ingen vil give sig: uroligheder, vold og ødelæggelse?
Mønsteret er jo desværre alt, alt for kendt andre steder Afrika: Den siddende præsident, der hævder at have vundet valget. Udfordreren, der råber ”svindel” og insisterer på, at han har vundet.
Valget i Kenya den 27. december 2007 er stadig i ubehagelig frisk erindring. Dér hævdede både den siddende præsident Mwai Kibaki og udfordreren, Raila Odinga, at have vundet. USA offentliggjorde sener i 2008 en exit-poll fra valget, der viste, at Odinga havde vundet, men om selve valghandlingen får vi nok aldrig hele sandheden at vide.
Hvad vi derimod ved, er at Kenya de næste to måneder eksploderede i etnisk vold, der krævede omkring 1500 dræbte og op imod en kvart million mennesker, der blev jaget fra hus og hjem.
Og Zimbabwe – hvor Robert Mugabe tilsyneladende ikke er til at drive fra magten – og da slet ikke via en demokratisk proces – og hvor udfordreren, Morgan Tsvangirai har udstået lidt af hvert fra Mugabe, bland andet tortur af Mugabes specialstyrker i en så brutal grad, at Tsvangirai mistede bevidstheden.
Forhåbentligt går det ikke så galt ovre i Benin, men risikoen foreligger.
Én ting er jo at kigge på historien og konstatere, at selv den gamle diktator Mathieu Kerekou trådte tilbage uden dramatik efter sine to præsidentperioder, ligesom magtoverdragelserne siden 1990 har været lige så fredelige og udramatiske.
Noget andet er at vide, hvad den nuværende, siddende præsident Boni Yayi agter at gøre – og reelt har gjort i forbindelse med valget. Der er kort sagt ingen garanti for, at Yayi har til hensigt at træde tilbage – uanset om han reelt måtte have tabt valget.
Den nærmeste fremtid vil give en indikation. Imens krydser vi fingre for, at alle ansvarlige i Benin i sidste ende besinder sig – som de har haft for god vane i over 20 år nu!
