Børnedødeligheden er faldet – men er det nok?

Forfatter billede

I dagens pressemeddelelse fra UNICEF bliver det påpeget, at børnedødeligheden faldt markant igen i 2009. Alligevel er den positive udvikling ikke nok til at nå MDG-målet om at reducere børnedødeligheden på verdensplan med to tredjedele.

Nye statistikker viser, at børnedødeligheden er faldet støt gennem de sidste to årtier, og at den er faldet i stigende tempo siden 1990’erne.

Ifølge UNICEFs generalsekretær i Danmark,Steen M. Andersen, er det en utrolig god nyhed: “De nye tal er endnu et bevis for, at det virkelig nytter at gøre en indsats for de mest fattige og udsatte børn i verden”.

Er det nok?
De højeste børnedødelig-hedsrater findes i Afrika syd for Sahara. Her er gennemsnittet på børn, der dør inden de fylder fem år, næsten 20 gange højere end gennemsnittet i i-lande. Det sydlige Asien har den næsthøjeste rate, hvor omkring 1 ud af 14 dør, før de fylder fem år.

Derudover er børnedødeligheden i højere grad koncentreret i nogle få lande. Omkring halvdelen af dødsfaldene fandt sted i fem lande: Indien, Nigeria, DR Congo, Pakistan og Kina.

Til trods for de store fremskridt er udviklingen ikke hurtig nok til, at verden når FNs 2015 Mål.

”Hvis vi skal nå målet om at nedbringe børnedødeligheden med to tredjedele, kræver det, at verdens regeringer prioriterer det endnu højere. Vi kan ikke acceptere at miste 8,1 millioner små liv hvert eneste år. De fleste af børnene dør oven i købet af årsager, som let kunne have været forhindret, hvis børnenes familier havde adgang til helt basal sundhedshjælp og vaccination,” siger Steen M. Andersen.

De to største dødsårsager for børn under fem år er lungebetændelse (18 procent af dødsfaldene) og diarré (15 procent af dødsfaldene).