I Sokodé, Togos næststørste by, ligger man ikke på knæ for kineserne. I hvert fald ikke i lørdags, da Verdensdagen for Handicappede blev markeret med et program, der på afrikansk facon trak væsentligt længere ud end de afsatte fem timer.
Det begyndte med en parade af polio-ramte, tuberkulosis-syge, blinde, døve, halte, forkrøblede, som i den årle morgenstund drog igennem den 120.000 sjæle store by. De blev ledsaget af buldrende trommer og bongo’er og skrattende trompeter og endte op i centret med det tilpas frankofont-prangende navn: ”Direction Regionale de L’Action Sociale et de la Solidarité Nationale de la Centrale” med ”centrale” som henvisning til regionen.
Pointen med paraden og markeringen af dagen var ifølge de gode og ihærdige finske, tyske og japanske NGO-donorer at bidrage til ”af-stigmatiseringen” af handicappede. Selvsamme donorers projekter i det lille samfund går i dagligdagen bl.a. ud på noget tilsvarende.
Her, i centret, blev de inviterede honoratiores respektfuldt gelejdet op på tribunen og placeret på fine stole bag et langt pænt træbord med den altafgørende mikrofon placeret strategisk foran ”facilitatoren” fra en stor international NGO: Der var præfekten, borgmesteren, en repræsentant for Ministère de L’Action Sociale bl.a. og en enlig hvid, den nationale chef for bemeldte NGO, der havde punget ud for at virkeliggøre arrangementet.
Imens håndcyklede dusinvis af folk i rullestole, sammenflikket af gammelt jern og andre forhåndenværende materialer, ind på pladsen foran tribunen, mens det raske publikum satte sig på deres plasticstole. Rullestols-indehaverne var alle iklædt flotte hvide t-shirts, igen fra bemeldte NGO, med slogans a la ”Sammen for en bedre verden for handicappede”.
Talerne gik i gang, uforstyrret af de sidste mange polio-ramte, der nu kom krabbende ind på pladsen på knæ opbydende en næsten usandsynlig energi med deres deforme lemmer. Også iklædt flotte NGO-t-shirts, fik de sig arbejdet hen ved siden af deres mere heldige skæbnefæller i rullestolene.
Oplægsholderne gjorde, som indbudte samfundsspidser i Afrika nu gør. De talte og talte – og talte igen og en gang til. Da det omsider var overstået, var der afsat tid til ”debat”. Det foregik på den måde, at talerne indtog deres VIP-pladser på første række, mens møde-lederen blev på tribunen og gav dem mikrofonen på skift, for at de kunne tale igen.
Efterhånden som tiden lænede sig op ad at føles en kende langtrukken, begyndte flere rullestols-indehavere at ”sive” – eller rettere at håndcykle hen i skyggen ved siden af tribunen, hvor der udfoldede sig et – skal vi kalde det – alternativt møde.
Overtegnede, der ellers aldrig har været specielt god til at følge dekorum, ventede høfligt til de officielle debattører var færdige med deres interne snak og gik så over til rullestols-folkene for at høre, hvad de havde gang i.
Jeg skal undlade at redegøre for detaljerne i den svada, der mødte mig, men blot notere, at den kan koges ned til en lang klagesang over de handicappedes vilkår i Sokodé. Rullestolsfolkene medgav dog, at de var væsentligt bedre stillet end deres handicappede medborgere uden. De sad stadig og kogte henne i solen foran tribunen.
Efterfølgende er jeg nået tilbage til hovedstaden Lomé og sidder nu velbehageligt i min bløde arkitektstol og skriver disse linjer. Imens krabber de videre oppe i Sokodés hullede gader og veje – ja overalt i den fattige verden.
Men det kan de jo ikke gøre for ude i Busan – tværtom!
