Gå til hovedindhold

Mobile menu

Roskilde Festival:
AIKO: Street-art er den største kunst-bevægelse siden renæssancen

Den japanske streetart-kunstner AIKO har lavet kunst for berømtheder som Michelle Obama og brands som Louis Vuitton. I sidste uge udsmykkede hun tribunevæggen på Roskilde Festival. Globalnyt har mødt AIKO til en snak om det, at være kvindelig pioner og om balancen mellem graffitien som kommerciel og undergrund.
AIKO's værk "We All Mean Something" på tribunevæggen ud mod Orange Scene på Roskilde Festival 2017.

AIKO's værk "We All Mean Something" på tribunevæggen ud mod Orange Scene på Roskilde Festival 2017.

AIKO

Streetart-kunstneren AIKO er vokset op i Tokyo og flyttede til New York i 1997, da hun var bare 22 år gammel. Hun kunne ikke tale engelsk og havde heller ingen plan; det eneste, hun vidste, var, at hun ville være kunstner. Så Aiko begyndte at ’banke på døre i håbet om at finde ud af, hvor hun hørte hjemme – den dør, der svingede op og lukkede hende ind, var undergrundsverdenen og streetarten.

Street-art: et universelt sprog

Billede taget på Bolsjefabrikken, hvor vi mødte AIKO.

Billede taget på Bolsjefabrikken, hvor vi mødte AIKO.


Kirstine Binger

Hjemme i Tokyo havde AIKO været en del af undergrundsmiljøet, hvor hun producerede ulovlige dokumentarer og andre film. Da hun hverken kunne tale engelsk eller kendte nogle mennesker i New York, var det naturligt for hende at opsøge storbyens undergrundsverdenen:

”Det var mit sprog. Selvom jeg ikke talte engelsk, var miljøet og kunsten i undergrunden mit sprog, et universelt sprog. Her fandt jeg det jeg ledte efter.”

Draget af undergrundverdenen

AIKO er opvokset i et konservativt samfund i Japan; et samfund, hvor alle børn skulle gå i samme skoleuniform, hvor piger skulle være pæne og stille og drenge kunne lege vidt. Mange blev deprimerede, og Japan har en af verdens højeste selvmordsrater, fortæller hun. Undergrunden og punk-samfundet blev hendes redning:

”Jeg elsker, når folk siger, at der er noget, jeg ikke må. Så siger jeg automatisk - virkelig? Ja. Jeg ville nogle gange ønske, at jeg var en dreng. Mine forældre sagde, at jeg formentlig havde været en god dreng. For jeg var god til alle de ting, som drenge var gode til. Alle vilde og udendørs ting.”

En af de første kvinder på graffiti-scenen

Graffiti-scenen har været meget mandsdominerende, men det har ændret sig, og AIKO var en af pionererne:

”Nu er det efterhåndend helt normalt at være kvindelig graffiti-kunstner. Kvinder har deres egne emner at tale om, som ikke nødvendigvis handler om pistoler og granater. Jeg kan godt lide at tale om ting, som kun jeg kan snakke om. Som min kultur, mit syn på skønhed, kvindelighed, mine oplevelser og tanker.”

AIKO er glad for at være blevet så anerkendt, at hun får lov til at tale  og bliver hørt. Også det, at have været en af de første kvindelige graffiti-kunstnere, har været spændende, men det er ikke det, at hun er kvinde, hun er mest optaget af, når hun får ordet:

”Folk forventer måske, at jeg taler mere om ligestilling, men jeg er mere optaget af den menneskelige eksistens. Når folk spørger, hvordan jeg har det med at være kvinde i denne branche, vil jeg faktisk hellere tale om, hvordan det er at være menneske. Jeg synes, vi er kommet lang,t og selvfølgelig er der stadig mange fucked up ting, men i for eksempel Danmark oplever jeg, at der er sket meget. Så ja, jeg kæmper gerne for kvinder, der har det svært i Indien, i Mellemøsten og nogle steder i Asien, men personligt er jeg lige nu mere optaget af mere almenmenneskelige temaer og globale problemstillinger såsom miljø.”

”We all mean something”

AIKOs værk under udvikling.

AIKOs værk under udvikling.


AIKO

AIKO har lavet opgaver for Louis Vuitton, Apple, Microsoft, Hello Kitty, Warner Bros og mange flere globale brands, men de seneste år er hun også begyndt at blive tilbudt mere politiske og sociale projekter. AIKOS værk, som hun under Roskilde Festivalen opførte på tribunevæggen ved Orange Scene, har været otte måneder undervejs. I denne periode har AIKO været i Afrika og i Tibet, hvor hun har fordybet sig i naturen og forskellige mere sociale projekter.

”We all mean something”, som er inspireret af bandet The Peaches,, er også er en fortolkning af Roskilde Festivals holdningstema i år, nemlig ”Cultural Equality”. Og er netop det, AIKO er mest optaget af lige nu. Menneskeheden; det, at vi alle er lige meget værd, og at vi alle har vores plads her i verden. Det er en ny måde at arbejde på for AIKO:

”Det er udfordrende for mig at bevæge min ind på denne scene, men det er også fantastisk, fordi jeg får mulighed for at studere de emner, jeg arbejder med, og ikke bare skal skrive ting på vægge og skabe opmærksomhed. Når jeg arbejder med mere alvorlige emner, er jeg nødt til virkelig at anstrenge mig for, at min kunst virker og får den effekt, jeg gerne vil have. Jeg er meget taknemmelig for at få muligheden her på Roskilde.”

Street-art er blevet stuerent

Et typisk eksempel på AIKOs stil.

Et typisk eksempel på AIKOs stil.


AIKO

AIKO er rigtig glad for, at street-art er blevet accepteret som kunst:

”Grunden til, at vi måtte forblive undergrund var jo, at vi ikke blev accepteret. Det var selvfølgelig også vores eget valg på nogle måder, men nu er vi accepteret, og alle vil have os og vores arbejde. Vi er respekteret, og den tidligere førstedame Michelle Obama  bad mig lave noget for hende, og jeg mødte parret i Det Hvide Hus, hvor de fortalte mig, hvor godt, de synes om mit arbejde.”

For AIKO har det været spændende at se de forandringer, som street-art har gennemgået, og det er især energien i street-art, som set med AIKOs øjne har forandret sig:

”Jeg tror, at det, der har ændret sig, er vores energi. Før var kunst på museer og i kasser, og kun folk med penge havde adgang til kunst. Men street-art er for alle. Vi har direkte kontakt med folk og alle segmenter, og det er ret magtfuldt.. Man siger, at det er den største kunstbevægelse siden renæssancen, set i forhold til hvor mange mennesker, der deltager. Og jeg er glad for at have været en del af den første bølge.”

For AIKO er det stadig vigtigt, at street-art bibeholder det kritiske aspekt og sin kant:

”Vi har heldigvis stadig en meget underground-scene, og så det meget kommercielle på den anden side. Men vi er faktisk ret blandede. For vi skal jo tjene penge. Der er stadig mange kunstnere – eksempelvis Banksey – som stadig ikke er en del af samfundet, og som ikke ønsker at være en del af samfundet. Jeg elsker dem! Jeg vil også stadig gerne være en del af dem. Jeg oplever på den måde en krise, for da jeg startede var street-art kun underground. Der var det ytringsfrihed og imod Coca-Cola og så videre, men vi kan ikke hade det, for vi er nødt til at leve. Så dem, der er dygtige, kan tjene penge.”

Fremtiden

AIKO er et sted i sin karriere, hvor hun skal tage stilling til sin fremtid. Der er ikke noget naturligt næste skridt, for der er ikke andre, der har haft en lignende karriere:

”Nu skal jeg lede de unge kunstnere og det unge publikum. Som kunstner kunne jeg godt tænke mig at fokusere mere på mig selv. For eksempel spejler jeg mig i kunstnere som Yayoi Kusama (japansk kunstner født i 929, der også immigrerede til USA og som arbejdede sammen med blandt andet Andy Warhol red.), og jeg holder meget øje med, hvordan hun lever den sidste del af sin karriere. Jeg har jo ikke nogle rollemodeller endnu.”

Læs mere om AIKO.