Aktivister vil stoppe blodig storvildtsjagt i Sydafrika

cecil_the_lion
Der har været øget fokus på jagt i Afrika, efter løven Cecil blev dræbt i sommer.
Foto: Wikipedia
Forfatter billede

Aktivister fra den sydafrikanske dyreværnsgruppe NSPCA holder skarpt øje med en gruppe storvildtsjægere i Sydafrika, som ifølge gruppen kan være i gang med ulovlig jagt.

Det skriver flere internationale medier.

”Vi vil gøre alt for at stoppe jagten,” udtaler gruppen ifølge den britiske avis The Guardian.

De dyr, der jages, tæller blandt andet antiloper, bavianer og gnuer.

De udenlandske jægere er opstillet på plateauer langs en to kilometer lang strækning, hvor dyrene så bliver gennet ind.

Her vil jægerne tage sigte og forsøge at nedlægge dyrene. Kødet vil ikke kunne spises og hovedet vil ikke kunne bruges som trofæ, fordi dyrene er for fulde af bly, skriver netavisen Times.

NSPCA frygter, at mange dyr vil blive såret og derpå efterladt til at dø en pinefuld død. Hvis gruppen vurderer, at der er tale om dyrplageri, kan det meldes til politiet.

Jagten, der finder sted i et privat reservat i Limpopo-regionen, er planlagt til at vare en uge.

I slutningen af juni vakte det et internationalt ramaskrig, da en amerikansk tandlæge var rejst til Zimbabwe på storvildtsjagt. Manden skød løven Cecil, som for mange blev betragtet som kongen af den nationalpark, løven boede i. Embedsmænd i nationalparken siger, at drabet på Cecil kan være ulovligt, mens den forhadte tandlæge siger, at han ikke gjorde noget forkert. Han er nu gået under jorden.