Gå til hovedindhold

Mobile menu

Arven fra Kapuscinski

Jeg tænker ofte på Ryszard Kapuscinski, når jeg rejser – og når jeg ikke rejser, men det gør jeg måske egentlig altid – rejser, fordi jeg altid er på vej et sted hen.
Ryszard Kapuscinski blev født i 1932 og døde i 2007.

Ryszard Kapuscinski blev født i 1932 og døde i 2007.

Sergio Ortega (CC BY 2.0)

Hvem var han? – den polske journalist som rejste det afrikanske kontinent tyndt – især den østlige og de centrale dele af Afrika. Han lod sin spade stikke dybt og svingede panga’en i junglens dybe mørke, og han nåede længere end alle andre.

Kapuscinski var en populær polsk journalist. I 1960’er var han det polske nyhedsbureau, PAP’s eneste udenrigskorrespondent, og derfor rejste han på flere kontinenter. De mest berømte af hans reportager er fra Afrika i 1960’erne og 1970’erne. Han blev flere gange nævnt som favorit til Nobelprisen i litteratur, men han fik den aldrig. Det fortæller noget om den type reportage, han skrev. De var mindst ligeså meget litterære, som de var journalistiske.

I selvophøjede øjeblikke tænker jeg på mig selv som hans barnebarn, men jeg ved, at jeg ikke er den eneste. De fleste af os drømmer bare om natten og når aldrig så langt.

Bøger der tilsyneladende handler om Afrika

Første gang jeg mødte ham var omkring årtusindeskiftet. Jeg skulle til Uganda for første gang. Jeg læste hans bøger som en slags forberedelse til at tage et sted hen, jeg ikke selv havde valgt og ikke vidste noget særligt om. Jeg læste også mange andre bøger, der tilsyneladende handlede om kontinentet, som senere skulle vise sig at blive min skæbne. Men fortællingerne i bøgerne lærte mig intet.

De fleste af bøgerne var skrevet af hvide mænd. Deres historier var lokaliseret på det afrikanske kontinent… jeg forsøger at finde noget at kalde det for at undgå at sige Afrika.

Afrika er en stor tom kasse, som bliver brugt til at beskrive et enormt geografisk område af verden, meget større end noget andet sammenhængende stykke land på kloden. Det er en gåde for mig, hvorfor det skulle være homogent – og hvorfor de mennesker, der bebor området skulle være ens eller have noget særligt til fælles. Alligevel puttes kontinentet under dette fælles, stilfærdige og indholdsløse label.

Derfor vil jeg helst undgå at bruge termen Afrika, eller i det mindste vil jeg gerne finde en måde at sætte det i flertal på. På den anden siden af Atlanterhavet er der et landområde, som vi i stigende grad er begyndt at kalde for ”Las Americas”. Dermed erkender vi, at der ikke kun findes ét Amerika, men mange forskellige. Jeg vil ønske jeg kunne finde en lignende betegnelse for Afrika.

Eneste undtagelse

Kapuscinski var den eneste undtagelse blandt de hvide mænds bøger, som jeg læste. Kun han evnede at indfange noget, som gav mening for mig. Selv nu mange år senere er han en evig inspiration. Der er grund til at være taknemmelig for den polske nyhedstjeneste, som gjorde hans rejser mulige.

Man skal imidlertid ikke forestille sig at nyhedstjenesten gjorde rejserne specielt luksuriøse. Derimod rejste han spartansk og boede på lurvede hoteller; vilkår som meget få moderne journalister (måske ingen) ville have affundet sig med, bemærkes det lakonisk på Wikipedia.

Tænk, om der var nogle danske medier, som ville være interesserede i den slags historier? Men der er måske heller ingen, der skriver, som han gjorde, så det er måske nok egentlig en hypotetisk tanke.

De reportager han skrev fra sine rejser på tværs af det afrikanske kontinent ligner mere litterære rejse-essays end egentlig journalistik. Der ligger en stærk personlig nerve som underliggende strøm gennem fortællingerne. Sproget er fortættet og sanseligt, så man kommer helt tæt på begivenheder og personer.

Den danske vinkel

Helt modsat Kapuscinskis reportage befinder journalistikken i nutidens Danmark sig i en vulgær situation. Der må altid være en dansk vinkel. På samme måde havde de bøger jeg læste dengang alle sammen (med Kapuscinski som en undtagelse) en hvid vinkel, og det var begrundelsen for deres eksistens og berettigelse.

Også de danske medier, som ellers påstår at være interesserede i verden, fokuserer mest på drift og har allerede på forhånd besluttet sig for, hvad de gerne vil formidle. Derfor er der intet blod tilbage at miste.

Danmarks Radio mener, at den bedste måde at rapportere om verden på er, at bo på Islands Brygge i København. Denne deprimerende tanke er et produkt af en smålig og indskrænket ambition er at være sig selv nærmest. Der findes heldigvis andre steder i verden, hvor der er højere til loftet.

I november måned sidste år var Zimbabwe aktuel og på dagsordenen, da Mugabe blev fjernet ved militærets kup. DRs såkaldte Afrika-korrespondent Søren Bendixen var selvfølgelig på pletten. Han stod en aften på nationalt TV og jublede sammen med unge i Harare, men vi fik ikke nogen baggrund for jubelen. Selvfølgelig var jublen rettet mod det faktum, at Mugabe ikke længere var præsident i Zimbabwe, men var der virkelig noget at juble over? Der var ikke en eneste sætning fra korrespondenten, som satte begivenheden i kontekst. Vi jubler over et militærkup, og vi ved allerede på det tidspunkt, at det samme politiske system vil fortsætte, og det samme parti, blot med en anden mand ved roret. Det er sandsynligvis chefer længere oppe i DRs hierarki, der har besluttet, at indslaget skulle være en jubelscene og ikke med Søren Bendixens gode vilje. En jublende dansk dreng blandt sorte drenge i Zimbabwe gør sig godt på TV i den bedste sendetid.

Den drevne, dygtige og prisbelønnede journalist Kirsten Larsen rapporterer med faste mellemrum fra forskellige steder i verden. Jeg husker, at hun for nogle år siden havde et indslag i Orientering fra Kasese i vestlige Uganda.

Umiddelbart var der ingen egentlig anledning eller aktualitet for indslaget, hvilket glædede mig. I slutningen af indslaget viste det sig, at der var en dansk virksomhed, som have investeret i området, og min skuffelse indfandt sig hurtigt.

Et par dage senere opholdt Kirsten Larsen sig i Mellemøsten. Således drives vi gennem tågerne, og tilfældigheder dominerer nyhedsformidlingen.

Live fra Johannesborg - fra Dakar

Lige før jul afholder ANC kongres i Sydafrika. Søren Bendixen toner igen frem på skærmen for DR. Niels Krause-Kjær kløjs lidt i præsentationen, fordi det viser sig, at Søren Bendixen slet ikke er i Sydafrika, men langt derfra. Han er derimod i Dakar, hovedstaden i Senegal. Alligevel ser vi et indslag, hvor Søren Bendixen rapporterer live om ANCs kongres i Johannesburg med Dakars biltrafik i baggrunden.

Det er desværre en meget brugt situation, at seerne udsættes for live-TV, men uden nogen forbindelse mellem stedet og reportagens indhold. Dermed bryder formidlingen af den konkrete begivenhed sammen. Live-reportage er så vigtigt, at enhver nyhed skal pakkes ind i en live situation, også selvom live-elementet er løsrevet fra selve nyheden.

Det er en tilfældighed, at eksemplerne kommer fra DR. Umiddelbart efter nytår stod Rasmus Tantholdt og rapporterede om Iran med Dubai’s skyline i baggrunden.

Jeg savner meget ofte en Kapuscinski, når jeg ser og hører indslag om forhold rundt omkring i verden. En stemme som med sanselighed og poetisk kraft fortæller om et sted i verden, så jeg kan fornemme det, mærke regnen på min hud og føle menneskers glæde og smerte. Uden en absolut dansk vinkel eller aktualitet; en historie, der ganske enkelt har et budskab.

Der sidder måske en Kapuscinski et sted og skriver, men mit gæt er, at ingen vil publicere det, som han eller hun har på hjerte. Det er meget ærgerligt, fordi jeg er overbevist om, at det ikke kun ville være interessant og væsentligt at læse, men også have et publikum.

Kapuscinskis bog om Afrika findes i dansk oversættelse med titlen ”Ibenholt”. Hans bog ”Rejser med Herodot” kan også anbefales, hvor han går i sine egen fodspor og reflekterer over de steder han har rejst og det han skrev.