Bankuddannede rådgivere skal løfte dansk eksport

Forfatter billede

Ambitionen er at bankrådgiverene med deres viden vil medvirke til at få hele sektoren til i højere grad at tænke de muligheder ind, der ligger i de offentlige tilbud. Det vil løfte dansk eksport og være til gavn for eksportvirksomhederne, for bankerne og for Danmark som samfund.

Sammen med Eksportrådet, væksthusene og IFU uddanner EKF i 2015 150 erhvervsrådgivere i danske banker i eksportfinansiering og eksportrådgivning. Det skriver Eksport Kredit Fonden (EKF) på deres hjemmeside.

Uddannelsen sigter bredt

Danske banker er med i langt de fleste danske eksportforretninger og det er derfor afgørende, at bankerne samarbejder med EKF og andre offentlige aktører, når der er brug for ekstra rådgivning og finansiering.

Netop det er hovedideen med eksportfinansierings-uddannelsen, som EKF har taget initiativ til og udviklet med hjælp fra Finanssektorens Uddannelsescenter.

Bankfolkene kommer hele vejen rundt om finansiering til eksportvirksomheder på den tredages uddannelse, hvor de møder undervisere fra EKF, Eksportrådet, Væksthusene og IFU, men også fra bankernes egne trade finance-afdelinger, fra universitetsverdenen og fra en række eksportvirksomheder.

De offentlige eksportaktører bag uddannelsen

EKF hjælper danske virksomheder med at gøre det muligt og attraktivt for andre at købe varer fra Danmark. Det gør vi ved at hjælpe med at skaffe finansiering, og ved at forsikre virksomheder og banker mod de økonomiske og politiske risici, der kan være ved at handle med andre lande.

Eksportrådet hjælper virksomheder ud på nye markeder med rådgivning om blandt andet markeder, diplomati og finansiering.

Mange virksomheder får deres første rådgivning om internationalisering i væksthusene, for eksport er ofte et væsentlig element i virksomheders vækst.

IFU hjælper og medinvesterer, når danske virksomheder etablerer sig i udviklingslande.