Danmark giver 100 mio. kr. til fredsfond under FN

Laurits Holdt

Regeringen har besluttet at bidrage med 100 mio. kr. til FN’s fredsopbygningsfond. Fonden arbejder for stabiliseringen af lande, der har været, er eller kan blive ramt af voldelige konflikter. 

Støtten sker gennem hurtig, fleksibel og risikovillig finansiering af konfliktløsnings- og stabiliseringsindsatser. 

FN’s generalsekretær Antonio Guterres har gjort fonden til et centralt element i reformen af FN’s freds- og sikkerhedsarbejde.

FN’s fredsopbygningsfond blev grundlagt i 2005 under Danmarks medlemskab af Sikkerhedsrådet. Fonden finansierer på nuværende tidspunkt over 200 projekter i 27 lande. 

Som led i sin reform af freds- og sikkerhedssøjlen i FN, ønsker FN’s generalsekretær at femdoble fondens årlige budget og udvide antallet af modtagerlande.

Fonden har ikke et geografisk fokus, men hovedparten af finansieringen går til afrikanske lande, hvor der er et højt konfliktniveau. 

Af danske prioritetslande, der har modtaget støtte fra fonden, kan nævnes bl.a. Mali, Somalia, Niger og Myanmar. 

Bidraget dækker 2018-2020

Det nye danske bidrag til fonden vil dække perioden 2018-2020 og stammer fra udenrigsministeriets og forsvarsministeriets midler fra Freds- og stabiliseringsfonden. 

I tillæg til de nye 100 mio.kr. har Danmark doneret i alt 118 mio. kr. siden fondens oprettelse i 2006.

Udenrigsminister Anders Samuelsen siger: 

”I en tid hvor det internationale regelbaserede system er under pres, skal Danmark være med til at styrke den rolle, FN kan spille i konfliktforebyggelse og stabilisering. Derfor er jeg glad for, at regeringen har besluttet at bidrage med 100 mio. kr. til FN’s fredsopbygningsfond. Med det her bidrag styrker vi FN’s evne til effektivt og fleksibelt at sætte ind med stabiliseringsindsatser i konfliktramte samfund. Det er i Danmarks interesse.”

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen siger: 

”Det store danske bidrag til FN’s fredsopbygningsfond viser, at vi tager vores del af ansvaret for at skabe en sikker og fredelig verden. Det er i klar dansk interesse at sikre, at ustabile lande kommer på ret kurs, så de f.eks. ikke bliver arnested for terror eller genvej for dem, der søger mod Europa. Jeg er samtidig glad for, at FN nu i endnu højere grad end tidligere vil fokusere på stabiliseringsindsatser. Det er et område, som vi længe har prioriteret fra dansk side.”