Danmark vil styrke eksport af grønne byløsninger til resten af verden

dansk_bycykel
Thomas Jazrawi

Udenrigsminister Anders Samuelsen lancerer i dag initiativet”Urban Solutions” – et nyt netværk bestående af blandt andet Eksportrådet, virksomheder, byudviklere, investorer, og organisationer, der sammen skal promovere og eksportere danske styrkepositioner inden for byløsninger. 

Netværket er et resultat af øget global efterspørgsel efter grønne og intelligente løsninger inden for blandt andet grøn byggeri, infrastruktur, vand, varme og affaldshåndtering i verdens store byer.

"Frem mod 2050 vil tre milliarder mennesker flytte ind til verdens byer. Det skaber et akut pres på byerne for at sikre rent vand, god infrastruktur, grønne byrum og effektiv affaldshåndtering", siger Anders Samuelsen, som fortsætter:

"Her kan danske virksomheder en masse, og derfor skruer vi nu op for vores indsats for at matche globale by-udfordringer med danske løsninger".

"Fra regeringens side vil vi med vores globale tilstedeværelse og det nye netværk med virksomheder, organisationer, byer og investorer fremme eksporten af danske løsninger til verdens byer”, lyder det supplerende.

Samarbejdsaftale

Som en del af ”Urban Solutions” bliver der i dag indgået en samarbejdsaftale mellem Eksportrådet og BLOXHUB, en forening for bæredygtig byudvikling stiftet af Realdania, Københavns Kommune og Erhvervsministeriet. Samarbejdet samler virksomheder på tværs af sektorer i et eksportorienteret fællesskab. 

"Et konkret eksempel er BLOXHUB-servicen ”EXPORT MATCH”. Her bruger vi vores viden og overblik til at koble medlemsvirksomheder til de markedsmuligheder, som Eksportrådet har identificeret ude i verden", BLOXHUB's bestyrelsesformand og CEO i Cowi, Lars-Peter Søbye

Det er en kobling, som det kan være svært for især mindre og mellemstore virksomheder selv at foretage", tilføjer han. 

Værdiful platform

Henrik Bjoljahn, afdelingschef i EnviDan A/S har gode erfaringer med at samarbejde med Eksportrådet på det britiske marked, og hilser initiativet velkommen. 

”For en virksomhed som vores, hvis mission og forretning er at skabe smarte, bæredygtige og multifunktionelle løsninger til at håndtere vand i fremtidens byer, er det ekstremt vigtigt at se ud over egne grænser for inspiration og potentielle nye markeder", lyder det. 

"Eksportrådet bidrager med en værdifuld platform gennem en cocktail af markedskendskab, netværk og kontakt til lokale aktører og myndigheder”, fortsætter han. 

Direktør i State of Green, Finn Mortensen støtter ligeledes op om initiativet:

”Danske byer, virksomheder og rådgivere er verdenskendte for deres ekspertise i grønne løsninger. Det betyder, at udenlandske politiske og kommercielle beslutningstagere ikke er i tvivl om, at kompetencerne inden for energi-, ressource og klimarelaterede byløsninger findes i Danmark".

"Der er et kæmpemæssigt eksportpotentiale i grønne løsninger til byer. På verdensplan taler vi om et behov for investeringer for tusinder af milliarder dollars i de kommende år”.

Urbaniseringens mange muligheder

Til lanceringen taler bl.a. også Mark Watts, direktør i C40, der er verdens førende klimanetværk for storbyer, om urbaniseringens mange muligheder for danske virksomheder.

"C40s medlemsbyer går forrest i kampen mod klimaforandringer globalt. C40 har for nylig åbnet et kontor i København, da det er et oplagt sted for vores organisation at være tilstede". 

"Samarbejdet mellem ​Københavns Kommune og danske virksomheder om udviklingen af løsninger på klima-problematikker viser et stærktlederskab. Uanset om vi taler om byplanlægning, cykelinfrastruktur eller grøn energi, så inspirerer København og de danske virksomheder andre byer rundt om i verden til at være mere ambitiøse i håndteringen af klimaændringer."