Danmarks bevægelse mod madspild fylder 10 år

Forfatter billede

I år fejrer Stop Spild Af Mad, Danmarks største frivillige bevægelse mod madspild, sit 10 års jubilæum. Gennem de sidste 10 år er madspild for alvor kommet på danskernes, detailhandlens, industriens, organisationernes og politikernes dagsorden.

I en ny undersøgelse af KANTAR Gallup for Stop Spild Af Mad i forbindelse med bevægelsens 10 års jubilæum peger danskerne på de frivillige organisationer og foreninger som dem, der har gjort mest for kampen mod madspild i Danmark.

REMA 1000 er af danskerne blevet kåret som det supermarked, der gør mest for kampen mod madspild i Danmark. Og at supermarkeder sælger flere datovarer til nedsatte priser, indtager førstepladsen over de seneste 10 års tiltag mod madspild, der hjælper danskerne mest til at mindske deres madspild.

Det skriver Stop Spild Af Mad i en pressemeddelelse onsdag.

KANTAR Gallup undersøgelsen for Stop Spild Af Mad i forbindelse med bevægelsens 10 års jubilæum gør status på danskernes opfattelse af forskellige tiltag mod madspild gennem de seneste 10 år.

Datovarer er et hit

I en rangorden over hvilke tiltag mod madspild, der de seneste 10 år hjælper danskerne mest med at mindske deres madspild, er de fire mest populære i undersøgelsen: at supermarkeder sælger flere datovarer til nedsatte priser (53%), at der er kommet flere produkter og forpakninger i supermarkeder, som henvender sig til singler og mindre husstande (25%), at der er generelt er kommet større viden om madspild i samfundet (24%) og at supermarkeder har indført styk-rabatter i stedet for mængderabatter (22%).

Fødevareaktører bør blive bedre til at kommunikere

På spørgsmålet om hvem, danskerne mener, har gjort mest for kampen mod madspild herhjemme, svarer danskerne i den nye undersøgelse af KANTAR Gallup for Stop Spild Af Mad, at de frivillige organisationer og foreninger (27%) og supermarkedskæderne (21%) har gjort den største indsats i for kampen mod madspild i Danmark.

REMA 1000, som siden 2008 har samarbejdet med bevægelsen Stop Spild Af Mad og har bl.a. afskaffet mængderabatter for at mindske madspild, bliver belønnet af danskerne. På spørgsmålet om, hvilket supermarked danskerne synes gør mest for kampen mod madspild i Danmark, placerer danskerne REMA 1000 i toppen (30%). Mellem toppen og den næstøverste, Netto, er der en del afstand (9%). Dernæst kommer SuperBrugsen (4%), Kvickly (3%), Føtex (2%), Fakta (2%), Lidl (1%), Irma (1%), Aldi (1%), Meny (1%), Bilka (1%) og Spar (0%).