Gå til hovedindhold

Mobile menu

Danmarks nye udviklingspolitik

En markant ny udviklingspolitik indebærende betydelige ændringer er på vej: Det ser ud som om vi er tilbage ved projekt-bistandsformen – og hvad blev der af ”Real Time Evaluation”- metoden?
Hvordan sikres en overordnet sammenhæng og konsistens i indsatserne i de enkelte lande, når de danske bistandsmidler bliver konkurrenceudsat. Det er Poul Buch-Hansen i tvivl om.

Hvordan sikres en overordnet sammenhæng og konsistens i indsatserne i de enkelte lande, når de danske bistandsmidler bliver konkurrenceudsat. Det er Poul Buch-Hansen i tvivl om.

Pixabay (Public Domain)

Umiddelbart ser det ud til, at vi nu er vendt tilbage til vores oprindelige udgangspunkt, nemlig ”Projektbistand” baseret på ”danske leverancer”, jfr. også et indlæg på Altinget fra professor John Rand, Københavns Universitet. Der ligger to ting i det: 

For det første, at bistanden splittes op i enkeltstående projekter fremfor at blive ydet til et land som et sammenhængende og internt konsistent program af aktiviteter og nogle danske leverancer. Men også med frie midler, som for eksempel budgetstøtte. Og alt finansieret af bistandsmidlerne, men i kombination med finansiering fra landets egne statslige midler og også udformet som støtte til landets egne planer og aktiviteter på de berørte områder. 

For det andet at de midler, der er tale om, i stor udstrækning vil blive overført som ”bundne midler” i form af danske varer og tjenester fremfor i form af frie midler, som landets regering selv fuldt ud bestemmer over anvendelsen af. 

Partnerskaber

Strategidokumentet ”Verden 2030 Danmarks udviklingspolitiske og humanitære strategi”, der blev offentliggjort her i begyndelsen af 2017, fremhæver (s.11) ”partnerskaber” som værende ”grundstammen” i Danmarks nye udviklingssamarbejde. Tre typer af partnerskaber har allerede over de sidste par år været mere eller mindre i gang med arbejdet. Det foregår i henhold til følgende tre programdokumenter:

De to førstnævnte typer af partnerskaber er omtalt tidligere: Nye initiativer i udviklingsbistanden (25.10.2016) og U-landsbistanden: Hvad nu? (18.09.2016)

Den tredje type skal erstatte den hidtil eksisterende støtte til Ngo’er gennem rammeaftalerne og de humanitære partnerskabsaftaler, der alle udfases. De nye Ngo-partnerskaber opdeles i tre typer med hver sin finansielle ramme på Finansloven, nemlig hhv. CIV, Civil society development, HUM, Humanitarian action og LAB, Labour market and private sector framework conditions. 

For alle tre kategorier CIV, HUM og LAB gælder, at det er partnerskaber imellem Ngo’er på den ene side og Udenrigsministeriet på den anden. Der lægges op til etablering af partnerskaber, som tænkes at kunne mobilisere en bred vifte af forskellige faglige og økonomiske ressourcer til indsatser for fremme af Verdensmålene. Det er så op til interesserede parter at finde sammen og udarbejde forslag til konkrete 4-årige projekter i et eller flere udviklingslande i overensstemmelse med de retningslinjer, der er nedlagt i programdokumenterne og som således udbygger og understøtter det nye strategidokument.

Umiddelbart må man på grundlag af disse tre typer af partnerskaber forvente at se et ganske broget billede af, hvad dansk udviklingsbistand i sin helhed kommer til at gå ud på, når alle disse projekter fremover er udarbejdet og udvalgt til finansiering. Der kan givetvis komme mange nye og gode ideer på bordet. Man kan også gå ud fra, at de danske organisationer er i stand til i arbejdet at få inddraget deres respektive samarbejdende organisationer og institutioner fra de involverede lande i disse enkeltstående projekter. 

Real Time Evaluation

Det ændrer dog ikke ved, at udgangspunktet for udarbejdelsen af de konkrete indsatser, der tænkes finansieret, ikke er en overordnet sammenhængende ”Theory of Change” for hvert enkelt af de lande, som projekterne tænkes gennemført i. Der tales ganske vist i de nævnte programdokumenter om en sådan, men tilsyneladende som udgangspunkt for hvert af de enkelte projekter og ikke for landet som helhed.

Det er ellers noget som for et par år siden syntes at ligge højt på Danida’s dagsorden. Der taltes en del om ”real time evaluation” (RTE), der ikke alene er en ex post evalueringsmetode. Metoden indebærer også udarbejdelse af en ”Theory of Change”, ToC, for et samarbejdsland som helhed. Ideen er yderligere, at denne ToC skal danne grundlaget også for identifikation, formulering og løbende opfølgning på den samlede indsats. Denne identificeres i en ToC som henholdsvis inputs, outputs, outcomes og derigennem som bidrag til opnåelse af udviklingsmålene, development goals, der altså nu er pågældende lands bidrag til opnåelse af  Verdensmålene. 

Med dette redskab kan der sikres sammenhæng og konsistens i brugen af midlerne set i relation til de enkelte landes udviklingsmæssige situation og i overensstemmelse med landets egen førte politik på nogle brede og centrale områder. Denne tankegang er stadig nu, hvor formålet med bistanden er at bidrage til opnåelse af Verdensmålene, mindst lige så vigtig, som den hidtil har været.  

Verdensmålene

Det er således igen og igen blevet fremhævet, at Verdensmålene ikke er 17 af hinanden uafhængige mål, der kan forfølges one by one. Målene er indbyrdes sammenhængende og gensidigt afhængige og indsatserne til deres opnåelse må derfor også samtænkes. 

Gennem Danida’s løbende evalueringsarbejde er der over en årrække frembragt en betydelig mængde dokumentation for, at projektbistands-formen ikke er den mest hensigtsmæssige. 

Det er naturligvis godt nyt, at bistanden nu knyttes op på Verdensmålene. Det er også naturligt, at vi på dette nye grundlag gennemfører en grundig ”gentænkning” af den måde vi yder bistanden på. Ligeledes er det godt, at Danida udnytter de erfaringer og kompetencer, som er til rådighed i såvel den danske offentlige sektor som i den private: I private firmaer, i forskellige private faglige fora såvel som i de frivillige og humanitære organisationer. 

Spørgsmålet er imidlertid, om der igennem den konkurrenceproces, der nu kører, kan sikres en overordnet sammenhæng og konsistens i indsatserne i de enkelte lande. Der er fortsat tale om danske statslige midler og derfor også om et statsligt dansk ansvar for, at midlerne bruges mest muligt hensigtsmæssigt og effektivt i forhold til målsætningen. Hvordan sikres det?