DanWatch: Rambøll-partnere bruger slavearbejdere i arabisk emirat

Forfatter billede

Danmarks største rådgivende ingeniørvirksomhed er involveret i byggeri af skyskrabere, luksusvillaer og prangende prestigebyggerier til hundreder af millioner kroner i Dubai, et af de 7 emirater, der udgør de Forenede Arabiske Emirater ved Den persiske Havbugt.

Flere af Rambølls samarbejdspartnere ansætter asia-tiske migrantarbejdere under forhold, som eksperter betegner som moderne slaveri, gør vagthunden DanWatch gældende i en presserundsendelse mandag.

Konfiskering af pas, uoverskuelig gæld, kontrakter, der ændrer sig fra afrejse til ankomst, fastlåsthed til én arbejdsgiver, barske arbejds-forhold, forbud mod fagforeninger og umenneskelige boligforhold.

Det er virkelig-heden for mange af de tusinder af migrantarbejdere, der hvert år rejser til Dubai efter et job i byggebranchen, som de troede skulle være vejen til et bedre liv, hedder det.

Partnere med blakket menneskerets-ry

2 af Rambølls samarbejdspartnere på flere af byggeprojekterne i Dubai er Arabtec Construction og Al Habtoor Leighton. Det er 2 af de største byggevirksomheder i regionen, og som beskæftiger tusinder af migrantarbejdere.

Begge virksomheder er blevet skarpt kritiseret for de forhold, som de ansætter migrantarbejdere under.

Arbejderne får deres pas konfiskeret og modtager lønninger fra Arabtec Construction, som er meget lavere end lovet ifølge undersøgelser fra DanWatch og Human Rights Watch.

Arbejderne kan ikke gøre noget, da det ifølge lovgivningen er forbudt at danne fagforeninger eller søge job andetsteds uden arbejdsgiverens samtykke.

Ved en strejke her i januar krævede 3.000 Arabtec-ansatte højere løn. 70 blev arresteret, og resten fik valget mellem at forlade landet eller vende tilbage til arbejdet, fortæller avisen The National.

– Når man som migrantarbejder oplever alle disse forhold og har gældsat sig massivt for at komme til Dubai og få et job, så bliver ens menneske-rettigheder krænket. Det er moderne slavearbejde. Det findes i alle arabiske lande, men i Golfstaterne er det ekstremt. Der sker grove krænkelser af grundlæggende rettigheder her, siger Mu’ayyad Mehyar, programchef på Institut for Menneskerettigheder i København.

Nogle migranter har efter flere års arbejde ikke nedbragt deres gæld. Tværtimod vokser den for mange. Efter 4 år var gælden for den 32-årige inder Kulandavel vokset fra 15.000 til 36.000 kroner.

Måske ikke så mærkeligt. Han tjente ved at arbejde for Arabtec Construction 900 til 1.000 kr. om måneden.

– De annullerede min kontrakt, fordi der ikke var noget arbejde, og jeg har ikke fået nogen kompensation, siger Kulandavel og fortsætter: – Man kan ikke forhandle eller diskutere med Arabtec. Vi arbejdere har ingen rettigheder.

– Den medbragte gæld, sponsorsystemet og dén afhængighed af arbejdsgiveren som systemet skaber, og især konfiskeringen af pas – øger sandsynligheden for at migrantarbejdere befinder sig i tvangsarbejde, som de ikke kan flygte fra. Og tvangsarbejde er den værste form for arbejde, der findes, siger Caroline O’Reilly, som er chef for ILOs program mod tvangsarbejde.

Rambølls sociale ansvar

Ifølge Rambøll er den sociale ansvarlighed i højsædet, når virksomheden tager stilling til, hvilke virksomheder de vil samarbejde med på byggeprojekter verden over.

Rambøll har bl.a. opstillet en Code of Conduct og en Code of Practice for arbejdet med at være socialt ansvarlige, som ifølge disse dokumenter gælder for alle, som Rambøll samarbejder med.

– Vi screener alle virksomheder på de byggeprojekter, som vi indgår i, for at tage højde for korruptionsrisici og interessekonflikter som gennem mange år har været hovedproblemer i vores branche, siger CSR-chef i Rambøll Gruppen Kim Bergholt.

Læs videre på http://deskjulteslaver.danwatch.dk/home

Begynd fra “Krænkelser af menneskerettigheder ser Rambøll ikke på, når…..”