Debatmøde om frivillighed på folkemøde på Bornholm

Forfatter billede

På det kommende folkemøde på Bornholm 15. juni vil formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) Signe Bo sætte frivillighedens rolle i samfundet på dagsordenen i en debat med tænketanken CEPOS og LO. Arrangementets emne berører dermed også det danske u-landsmiljøs mange ildsjæle.

Frivilligheden i Danmark er oppe til debat. Har de frivillige hænder et ansvar for at løse op på den hårdknude, det danske velfærdssamfund vil befinde sig i inden for de kommende år? Eller handler frivillighed om andet og mere end socialt arbejde og løsningen af velfærdsopgaver?

Allinge Røgeri danner rammerne, når Signe Bo kaster sig ud i en krydsild med dagens to andre debattører, Henrik Gade Jensen, projektleder i CEPOS, og Lizette Risgaard, næstformand i LO, skriver DUF i sit seneste nyhedsbrev onsdag

Dagens debattører trækker de historiske tråde og ser på, hvilken rolle frivilligheden tidligere har spillet i Danmark og kommer med deres bud på, hvilken rolle frivilligheden kan og bør spille nu og fremadrettet i det danske samfund.

DUF annoncerer at debatten finder sted den 15. juni 2012 i Allinge Røgeri på Bornholm kl. 14.00-15.00.

Folkemødet, som skal understøtte demokratiet gennem samtaler om udfordringer og muligheder i samfundet, løber fra den 14. til den 17. juni 2012.