Den kenyanske havneby Mombassa centrum for wildlifecrime

Forfatter billede

9. maj 2016 – En ny rapport fra TRAFFIC udråber den kenyanske havneby Mombassa, som dét sted i Afrika, hvorfra der siden 2009 er udsmuglet absolut mest elfenben fra krybskytterdræbte afrikanske elefanter.

TRAFFIC-rapporten ’Wildlife protection and traficking assesment in Kenya’ fastslår samtidig, at Kenya gør store fremskridt i kampen mod krybskytterne, men at udfordringerne er enorme og voksende.

Ud over den internationale havn, Kilindini Port, i Mombassa udpeger rapporten den internationale lufthavn ved Kenyas hovedstad Nairobi, Jomo Kenyatta International Airport, som en anden betydelig rute for udsmugling af især elfenben og horn fra næsehorn – ikke bare fra Kenya selv, men også fra Tanzania, Mozambique, DR Congo, Uganda, Zambia og Sydsudan.

Korrupte embedsmænd
Rapporten fastslår, at korruption blandt kenyanske embedsmænd er en af de helt store udfordringer i kampen mod handlen med truede dyr. Korrupte sikkerhedsvagter, gennemtrængelige/ikke-kontrollerede grænser og etniske konflikter i det nordlige Kenya udgør andre problemer.

Manglen på regionalt og internationalt samarbejde i Østafrika er, ifølge rapporten, et andet hovedproblem. Det manglende samarbejde på tværs af grænserne hindrer mere avancerede indsatser og operationer, der mere målrettet kunne rettes mod de egentlige bagmænd og andre højere oppe i hierarkierne i de internationale, kriminelle netværk, der står bag handlen med de truede dyr.

– Fremtidige operationer i Kenya og andre steder i regionen bør være internationalt koordinerede og rettet mod mellemmænd og bagmænd – frem for som nu rettet mod især krybskytter og dem, der transporterer de ulovlige dyredele over land ved hjælp af mulddyr, understreger TRAFFIC-direktør Steven Bred.

Dramatisk fald i næsehorn-bestande
Rapporten fastslår, at elefentbestanden i Kenya – efter flere års fremgang, nu er i mindre tilbagegang.
I 1973 var den samlede elefantbestand i Kenya på 167.000. Nu vurderes bestanden til under en femtedel, nemlig kun 32.500 elefanter.

I 1970 var der 20.000 næsehorn i Kenya. I 2014 var der blot 650 sorte og 381 hvide næsehorn tilbage.
Rapporten fastslår, at Kenya har gjort store fremskidt i arbejdet med at lovgive mod wilddlife-forbrydelser og fastsætte skrappe straffe.
Siden 2013 udløser wildlife-forbrydelser således høje bøder på minimum 1,4 millioner danske kroner. Maksimumstraffen er fængsel på livstid.

I perioden 2008 til 2013 blev kun fire procent af dem, der blev anklaget for wildlife-kriminalitet idømt fængsel. Men nylige domme tyder på, at det nu går betydeligt bedre med at få wildlife-kriminelle idømt hårde straffe. Eksempelvis blev en kvinde i maj 2015 i en kenyansk provins idømt en bøde på 2,8 millioner kroner – eller fængsel i fire år – for at være i besiddelse af fem elefant-stødtænder.

Rapporten fastslår dog også, at Kenya mangler anklagere, og at lovene stadig er uklare. De ny, høje straframmer har samtidig betydet, at mange anklagede erklærer sig ikke-skyldige, og det medfører et stigende antal retssager i et retssystem, der allerede lider af en betydelig ophobning af sager.