Det Arabiske Initiativ styrker fokus på partnerskab

pyramider_048
Egypten er et af prioritetslandene i det nye DAPP.
Foto: Ane Nordentoft (arkiv)
Forfatter billede

Situationen i de arabiske lande har også indflydelse på os i Danmark. Ikke alene i form af de flygtningestrømme, der er kommet mod Europa, men også i form af den terrortrussel, der vokser ud af Mellemøsten og Nordafrika.

I kølvandet på det såkaldte arabiske forår har flere lande i regionen stået over for store udfordringer, som truer hele sammenhængskraften i regionen.

Irak, Libyen, Yemen og ikke mindst Syrien er præget af konflikt. Men også for de lande, der oplever relativ stabilitet, er der ikke nogen nem vej til demokrati, fred og velfærd, lyder det i den nye strategi.

Markederne i de pågældende lande lider under den generelle ustabilitet i regionen, og flere steder – blandt andet i Egypten – er der sket alvorlige tilbageskridt for demokrati og menneskerettigheder.

Men selvom problemerne ofte kan virke uoverkommelige, er der også en chance for at skabe forandringer og reformer, skriver Udenrigsministeriet i udkastet til den nye strategi.

Flere af landene i Mellemøsten og Nordafrika har et levende civilsamfund, som får lov at få plads. Og flere regeringer er lydhøre over for reformer.

Der findes en relativt stærk og veluddannet middelklasse, og der er en chance for at forbedre den unge generations muligheder for at finde arbejde efter endt uddannelse.

Egypten, Jordan, Marokko og Tunesien prioriteres

Siden Det Arabiske Initiativ så dagens lys i 2003, har det været et værktøj til at bygge bedre forbindelser mellem Danmark og partnerne i Mellemøsten og Nordafrika.

Sidste år konstaterede en evaluering af indsatsen, at Det Arabiske Initiativ “har vist sig at være et relevant og tilpasningsdygtigt udenrigspolitisk og udviklingsmæssigt program”.

Danmarks udenrigspolitiske interesser i regionen er vigtige markører for det ny DAPP, som satser på følgende områder:

  • Værdier – menneskerettigheder og værdighed.
  • Sikkerhed – forhindring af radikalisering.
  • Vidensdeling – for at fremme bæredygtige løsninger og øge forståelsen og samarbejdet.
  • Markedsmuligheder – gensidig værdi i øget handel og investeringer.
  • Public diplomacy – et stærkt og troværdigt dansk image i regionen.
  • Migration – nedbringelse af antallet af flygtninge og “brain drain”,

Prioritetslandene i programmet er Egypten, Jordan, Marokko og Tunesien, hvor der er potentiale til reformer og relativ stabilitet.

Under de to hovedoverskrifter “Regeringsførelse” og “Økonomiske muligheder” opstiller Udenrigsministeriet seks målsætninger, herunder fremme af menneskerettigheder, ligestilling, frie medier og unges engagement i civilsamfundet.

Find udkastet til den nye strategi her