DI: EU’s Iranreaktion trumfer ikke Trumps

eea-high_representative_federica_mogherini_receives_foreign_minister_of_iran_javad_zarif
Forfatter billede

USA indfører nye sanktioner mod Iran i en tid, hvor dansk eksport til landet ellers boomer.

Det sætter mange danske virksomheder i en klemme, hvor valget står mellem det iranske eller amerikanske marked.

“INGEN, der handler med Iran, vil have mulighed for at handle med USA,” skriver den amerikanske præsident Donald Trump på Twitter tirsdag eftermiddag efter den officielle udmelding af sanktionerne.

USA forventer dermed, at dets allierede følger samme linje og fratræder atomaftalen, der i 2015 ophævede sanktionerne mod Iran, påpeger Peter Bay Kirkegaard, seniorchefkonsulent i Dansk Industri (DI).

“Amerikanerne har en klar forventning om, at europæiske virksomheder vælger mellem enten det amerikanske eller det iranske marked, men man skal være opmærksom på, at EU jo fortsat står bag atomaftalen med Iran,” siger han.

DI’s seniorchefkonsulent forklarer, at danske og europæiske virksomheder derfor fortsat kan handle fuldt lovligt med Iran i henhold til de europæiske regler, men de skal være opmærksomme på, at de ikke kommer i karambolage med de amerikanske sanktioner.

Dansk eksport får et nyk nedad

Dansk eksport til Iran er fordoblet, siden sanktionerne blev løftet med indgåelsen af atomaftalen i 2015. Nu står virksomhederne med spørgsmålet, om de skal tro Trumps trusler.

EU’s modsvar til sanktionerne er at aktivere en statut, der skal beskytte europæiske virksomheder mod at blive ramt af de amerikanske sanktioner. Det skal forhindre, at virksomheder bliver forfulgt og ramt af et tilbageslag fra de amerikanske sanktioner.

“Vi sætter pris på EU’s indsats for at holde atomaftalen i live, men mange virksomheder skeler til deres handel i USA og sammenligner med en nedgang i den iranske økonomi. Derfor er det svært at tro, at EU-tiltaget får stor praktisk betydning for virksomhederne,” siger Peter Bay Kirkegaard.

En giftig cocktail i Iran

Værst ser det ud for det iranske marked, hvor fremtidsudsigterne er mørke. Det kan allerede mærkes i høj forbrugerskepsis og i den høje inflationsrate, som landet har problemer med.

Peter Bay Kirkegaard peger på, at Iran i forvejen er et lunefuldt marked. Derfor skaber USA en giftig cocktail i den iranske økonomi ved at forsøge at ramme landets handel med både USA og EU.

“Iran er et land, der går en svær tid i møde med de nye sanktioner, og de vil bestemt mærke et nyk i den ellers stigende handel, de har haft med Europa. I Iran havde der ellers været en forventning om massiv økonomisk vækst, men stik modsat er vurderingen i den internationale presse, at uligheden aldrig har været højere. Det betyder ikke, at man skal afholde sig helt fra at handle med Iran, men at man som virksomhed skal være påpasselig,” siger han.

Donald Trump har meldt, at sanktionerne vil blive strammet yderligere i november.