Gå til hovedindhold

Mobile menu

Disneys nye Peter Plys-film forbydes i Kina

Disney-filmen "Christopher Robin" er forbudt at udgive i Kina. Forbuddet dækker over en systemkritik, der foregår på internettet, hvor Peter Plys sammenlignes med den kinesiske præsident Xi Jinping. Bjørnen har også tidligere været udsat for censur

Peter Plys’ menneskeven Jakob er blevet voksen. Han er også blevet en seriøs forretningsmand, og så har han mistet sin fantasi. Men hvis det står til Peter Plys, varer det ikke længe. Sammen med resten af dyrene fra Hundredemeterskoven vil bjørnen redde Jakob.

Sådan lyder plottet i Disneys nye film "Christopher Robin" (på dansk: "Jakob og Peter Plys"). Det lyder umiddelbart harmløst, men i Kina er filmen blevet forbudt udgivelse, rapporterer The Hollywood Reporter.

Beslutningen er ikke begrundet af Det Kommunistiske Parti, men det er ikke første gang, Peter Plys sætter sindene i kog i landet, og historien trækker nogle tydelige tråde til systemkritik og en latterliggørelse af Kinas præsident Xi Jinping på diverse internetfora.

Også for et år siden kom flere nyhedshistorier nemlig frem om, at bjørnen blev censureret og blokeret af Det Kommunistiske Parti på sociale medier som reaktion på flere memes og billeder, der sammenlignede præsidenten med den gule bjørn. Det beskrev BBC.

Et eksempel er et billede af den tidligere amerikanske præsident Barack Obama sammen med Xi Jinping fra 2013, der sammenlignes med et stillbillede af Peter Plys og Tiger.


Et andet eksempel er et håndtryk mellem Xi Jinping og den japanske premierminister Shinzo Abe, hvor begge bliver drillet for at se en smule slukørede ud og bliver sammenlignet med et håndtryk mellem Peter Plys og den triste karakter Æseldyret.


Og i 2015 var et billede af et stykke Peter Plys-legetøj, hvor bjørnen sidder ovenpå en rød-grøn bil ved siden af præsidenten ved en parade, det mest censurerede billede i Kina det år. Det skrev Global Risk Insights i 2016.


Set fra Det Kommunistiske Partis synspunkt var faren, som BBC skrev i en anden artikel, at Peter Plys kunne fungere som en form for symbol for den kinesiske præsident og dermed fungere som en skjult kritik af præsidenten og Det Kommunistiske Parti.

Den amerikanske tv-vært John Oliver tog emnet op i sit talkshow Last Week Tonight, hvor han udtalte:

”For at være helt ærlig er jeg er ikke engang sikker på, at lighederne er så tydelige, men faktummet, at han (Xi Jinping, red) bliver irriteret af det, betyder, at folk aldrig vil stoppe med at tage emnet op.”

Efter Olivers indslag i juni blev HBO også blokeret.

The Hollywood Reporter skriver dog også, at forbuddet kan hænge sammen med, at Kina har en begrænsning på antallet af udenlandske film, og at der i øjeblikket allerede er flere Hollywood-film på det kinesiske marked. Men set i lyset af Peter Plys-figuren symbolske karakter på internettet, er det også svært at forestille sig, at filmen har været højt prioriteret.

Jakob og Plys er den anden Disney-film, der forbydes i Kina i år. Den første var "A Wrinkle in Time" (på dansk: "Et spring i tiden")