En skak-skør landsby

Forfatter billede

Der findes få steder i verden, hvor skak er en så inkarneret del af en bys DNA som i landsbyen Marottichal i den indiske delstat Kerala. Hele 70 procent af byens indbyggere ved, hvordan det klassiske spil skal spilles – men sådan har det ikke altid været.

Et opgør med alkohol

Tilbage i 70’erne var det ikke skak, som Marottichals indbyggere gik op i. Dengang var det den store produktionen af hjemmebrændt alkohol, der satte sit præg på landsbyen. Mange af byens indbyggede kæmpede med alkoholmisbrug, hvilket førte til mange problemer i den lille by, skriver India Times.

Men det skulle ændre sig. Det krævede dog, at indbyggerne, for at komme af med den forbandelse som alkoholen havde lagt over byen, anlagde sig en anden afhængighed.

Svaret var skak

Det, der blev Marottichals redning, er et af verdens mest populære spil – nemlig skak.

Hvorfor det netop var skakspillet, som reddede landsbyen fra at drukne sig i alkoholens farlige beruselse, skyldes hovedsageligt en mand ved navn Charaliyil Unnikrishnan.

Da Unnikrishnan flyttede til Marottichal fra Bangalore for at åbne en tebutik, blev han mødt af en landsby, der var ude på et sidespor. Mange af indbyggerne var indblandet i ulovlig produktion af alkohol og spritsmugleri.

I stedet for straks at forlade byen igen valgte Unnikrishnan at tage situationen i egen hånd. Hans taktik var simpel, han ville distrahere indbyggerne fra deres skadelige vaner med et spil skak, beretter The Logical Indian.

Da han begyndte at give gratis skakundervisning, skulle der kun gå et par år, før en spirende skakkultur blomstrede i den lille landsby, og alkoholen blev lagt på hylden.

Unnikrishnan udviklede fra en tidlig alder et passioneret forhold til skak. Et forhold, der bunder i en dyb fascination af den amerikanske skakspiller Bobby Fischer, som opnåede titlen som den yngste skakstormester i en alder af blot 15 år.

En landsby af skakspillere

Den nu 60-årige Unnikrishnan har i snart fire årtier undervist i spillet gratis, skriver AJ+.

Unnikrishnan har haft en mission om , at alle i byen skulle lære at spille skak – en mission han har så godt som opnået.

I dag er 70 procent af indbyggerne i Marottichal skakspillere. Alle, både mænd og kvinder, børn og bedsteforældre, kan finde sammen om det sort-hvide skakbræts 64 felter, og den dag i dag udbringer de deres skål med skakspil og ikke alkohol.

Vejen til et bedre samfund

På spørgsmålet om, hvorfor det netop er skak, der er vejen frem, svarer Unnikrishnan til AJ+:

”Skak er med til at udvikle ens intelligens og tålmodighed, hvilket samlet set kan styrke hele samfundet. Spillet kan hjælpe folk med at håndtere og overkomme afhængighed af for eksempel alkohol, samt depressioner og humørsvingninger.”

Ifølge Unnikrishnan kan man gennem skak være med til at påvirke folk i en positiv retning, der i sidste ende kan forbedre hele samfundet.

Og virkningen af ​​spillet har været tydelig. Hverdagen i lokalsamfundet har ændret sig markant, og vold og politihenvendelser er i dag blevet en sjældenhed i byen. Landsbyboerne er overbeviste om, at skak er den rette medicin, som kan bruges til at sætte samfundets fristelser og fordærv i skakmat, skriver The Logical Indian.