FN-generalsekretær: Populismen og nationalismen har fejlet

gettyimages-1061503068

FN’s generalsekretær Antonio Guterres advarer verdens ledere


Foto:
Kirsten Larsen

27. september 2020

“Dem, der byggede FN for 75 år siden, havde gennemlevet en pandemi, en global depression, folkedrab og verdenskrig. De kendte omkostningerne ved uenighed og værdien af enhed. De fandt et visionært svar – FN-pagten. I dag står vi ved vores 1945-moment,” sagde generalsekretær Antonio Guterres ved åbningen af generalforsamlingsdebatten i tirsdags.

Guterres oplistede nogle af de udfordringer, verden står overfor lige nu. De værste geopolitiske spændinger i årevis, en eksistentiel klimakrise, dyb global mistillid, den mørke side af den digitale teknologi – og så dertil Covid-19-pandemien. Pandemien har forstærket alle de andre trusler.

Magt er ikke lederskab
“Familier sørger, samfund vakler, og verden, som vi kender den, er i fare. For første gang i 30 år stiger fattigdommen, og vi er ved at køre af sporet i forhold til Verdensmålene.”

Generalsekretæren betegnede Covid-19-pandemien som en krise, der ikke ligner noget, vi har set tidligere. Men det er også den type krise, som vi i en eller anden form vil opleve igen og igen. Covid-19 er en generalprøve på, hvad der venter i fremtiden.

“Vi må stå sammen. Vi har set, at når lande går egne veje, går virusset i alle retninger. Vi må vise solidaritet. Der har været alt for lidt hjælp til lande, der har de dårligste muligheder for at møde udfordringen,” lød det fra Guterres.

Han opfordrede også til at lytte til videnskaben. Og konkluderede selv, at populismen og nationalismen har fejlet, når det gælder om at håndtere en virus. Det har gjort alting værre.

“Alt for ofte har der ikke været forbindelse mellem lederskab og magt. Vi har oplevet bemærkelsesværdige eksempler på lederskab, men det har sædvanligvis ikke været knyttet til magt. Og magt er ikke altid forbundet med lederskab,” lød det usædvanlige direkte budskab fra FN’s generalsekretær.

Han opfordrede til samarbejde. I en sammenhængende verden er det på tide at erkende en enkel sandhed – at solidaritet er det samme som egeninteresse.

“Hvis vi ikke fatter det, så taber alle,” lød beskeden.

En teenager kunne have gavnet
FN’s generalsekretær havde den fordel at kunne tale i FN’s generalforsamlingssal. Alle verdens toppolitikere har indsendt videooptagelser af deres taler. Noget der tilsyneladende har fået stats- og regeringscheferne til at tale væsentligt kortere end sædvanligt. Og som også har fået det ellers så seriøse onlinemedie PassBlue til at vurdere landenes og overhovedernes evner til at præsentere sig virtuelt. For eksempel bliver der stukket lidt til Afghanistans præsident for måske  at have taget et råd om at holde hænderne stille på bordet lidt for bogstaveligt.

Artiklen kom på nettet, dagen inden statsminister Mette Frederiksen talte, så den danske præsentation har ikke været med i bedømmelsen af, hvad der virker og ikke virker.

FN kan regne med Danmark
I sin korte tale understregede statsministeren, at FN kan regne med Danmark. At vi har givet en milliard kroner til de svageste lande, at vi fordobler kernebidraget til Verdenssundhedsorganisationen og i øvrigt støtter en reform af WHO. At vi tager klima alvorligt, vil reducere vores udledninger med 70 procent i løbet af et ikke angivet antal år og gerne vil tage lederskab på Verdensmål 7 om bæredygtig energi.

Mette Frederiksen sagde, at Danmark vil holde sig inden for den ramme, som international lov og konventioner udstikker. Og at Danmark ønsker et nyt asylsystem.