Gå til hovedindhold

Mobile menu

Fotoudstilling: Et møde med stærke kvinder fra slummen

I dag slog Plan BØRNEfonden og en af Danmarks største modefotografer, Signe Vilstrup, dørene op for en fotoudstilling om piger og unge kvinder i Kenyas slum. Kronprinsessen deltog ved ferniseringen.
Et af billederne fra udstillingen.

Et af billederne fra udstillingen.

Signe Vilstrup

Sarah var kun et barn, da hendes stedfar voldtog hende første gang. Som 14-årig blev hun gravid med hans barn. I dag kæmper hun for at passe sin skole og sin lille søn. Sarah er en af de 13 unge kvinder fra Kenyas værste slumområde, Kibera i Nairobi, der er hovedpersoner i udstillingen Transformation.

Dagens fernisering fandt sted på YUME, Sustainable Design Concept Store, i København. Her blev kronprinsesse Mary modtaget af blandt andre Plan BØRNEfondens direktør, Gwen Wisti. Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), holdt åbningstalen for de omkring 150 indbudte gæster. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Kronprinsessen blev vist rundt på udstillingen af modefotograf Signe Vilstrup. Til daglig er hun kunstneren bag kameraet i store, internationale fotoproduktioner. Men sammen med Plan BØRNEfonden har hun denne gang besøgt et af Kenyas værste slumområder, Kibera i Nairobi, for at fotografere stærke kvindeskæbner. Det gør hun med en æstetik, som står i skarp kontrast til den måde, piger og kvinder i slummen normalt fremstilles på.

Utraditionelle skildringer

”Mit ønske har været at skildre kvinderne på en mere utraditionel måde end den sædvanlige rå reportagestil, man tit ser fra slummen. Se skønheden i stedet for skraldet og fokusere på kvindernes styrke og stolthed,” siger Signe Vilstrup.

Alle de 13 unge kvinder og piger, der portrætteres i udstillingen, er vokset op under barske vilkår. Men de har også gennemgået en udvikling – en transformation. Udstillingen sætter fokus på vold og undertrykkelse af piger og kvinder. Et globalt problem med millioner af ofre hver eneste dag.

”Plan BØRNEfonden vil sætte ansigt og personlige historier på de udfordringer, som så mange piger og kvinder møder i verdens fattigste lande. Vi vil vise de modige og stærke unge kvinder, som de er,” udtaler Plan BØRNEfondens direktør, Gwen Wisti.

Det er kun knap en uge siden, at en anden fotoudstilling om stærke kvinder i Afrika - i dette tilfælde Ugandas hovedstad Kampala - lukkede dørene i København. Læs mere i artiklen Kampalas kreative kvinder indtager Rundetårn

Udstillingen kan ses fra d. 13. – 30. april 2018 hos YUME, Sustainable Design Concept Store, Århusgade 138 A, 2150 Kbh.