Fra én til seks danske ungdomsrepræsentanter til FN-topmøder

Laurits Holdt

Fire af de seks unge, der skal repræsentere Danmarks ungdom ved 2018s topmøder i FN er nu valgt.

Der er valgt to indenfor temaerne ligestilling, sundhedsrettigheder og menneskerettigheder:

  • Sarah Chehri, IMCC
  • Ida Paetau, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom

To andre er valgt indenfor temaet Verdensmøl:

  • Natascha Skjaldgaard, KFUM-Spejderne
  • Sara Rønning-Bæk, Venstres Ungdom

DUF har som led i Udenrigsministeriets ungepakke fået en større bevilling til ungdomsdelegatprogrammet. DUF har i de sidste tre år udpeget én officiel ungdomsdelegat til FN, men kan fra 2018 nu sende hele seks ungdomsdelegater afsted. 

Samtidig gør den nye bevilling det muligt at sikre, at ungdomsdelegaterne kommer endnu bredere ud til den danske ungdom med deres arbejde.

Indtil 4. januar kan din organisation stadig nå at indstille en kandidat til tema 3) Klima og miljø.

Læs mere om den sidste ansøgningsfrist her

Det var et meget stærkt ansøgerfelt, og de valgte ungdomsdelegater komplementerer hinanden med en samlet bred erfaring med FN og deltagelse i internationale multilaterale fora, god indsigt i FN’s verdensmål, politisk tæft og erfaring med outreach til danske ungdomsorganisationer.

I 2017 var 25-årige Clara Halvorsen fra Radikal Ungdom Danmarks ungdomsdelegat. Sammen med finansminister Kristian Jensen præsenterede Clara Halvorsen Danmarks og DUFs fokus på unges ligeværdige deltagelse i arbejdet med verdensmålene på FN’s Højniveaumøde i New York i juli, ligesom at hun også leverede talen på Danmarks vegne om unges bidrag til verdens udvikling på FN’s generalforsamling i september.

Forankringen af verdensmålene herhjemme var en vigtig prioritet for Clara Halvorsen. 

Derfor inviterede hun sammen med DUF til dialogmøder, hvor DUFs medlemsorganisationer blev klogere på verdensmålene og fik ideer til, hvordan de aktivt kan bruge målene i deres foreningsarbejde.