Images 2016: Internationalt anerkendte kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten indtager Roskilde

Athi-Patra Ruga: The Elders of Azania, 2014. Performance still. Opført i forbindelse med udstillingen Public Intimacy på SF MoMA.
Foto: Charles Harry Mackenzie (Courtesy Athi-Patra Ruga og WHATIFTHEWORLD)
Forfatter billede

Globaliseringen har på mange måder forbundet mennesker, steder og økonomier med hinanden på helt nye og uoverskuelige måder. Ideen om varers frie bevægelighed modsvarer imidlertid ikke kroppens mulighed for selvsamme. I takt med flygtningestrømmen har de fleste lande i Europa indført grænsekontroller for at beskytte nationalstaten og dens borgere. På den måde begrænses mobilitet såvel som migration.

Dette belyses i nyt performance-projekt, hvor kunst er et fælles sprog, der for en stund kan transcendere grænser, og hvorigennem fortællinger og erfaringer kan deles. Temaet for Roskilde-programmet er ikke kun relevant i dansk sammenhæng, men også i kunstnernes lokale kontekster i for eksempel Afghanistan, Kenya og Ghana.

Globaliseringens absurditeter

Flygtninges aflagte tøj bliver til flagrende drager til lyden af fortællinger fra 1. og 2. verdenskrigs krigsfanger, og der mixes historiske cocktails som Democrat, Wild Woman og Hunter Corps, inden en rituel queer-procession skrider gennem byen i opsigtsvækkende ballon-gevandter.

Sådan vil det se ud, når Roskildes gamle byrådssal i Byens Hus kortvarigt forvandles til asylcenter in absurdum. Optoget gennem byen vil forbinde Museet for Samtidskunst med Roskilde Festival. Her vil afghanske Aman Mojadidi for eksempel slå et felttelt op og immunisere festivalgæster mod ekstremisme og nationalisme. Derudover vil den kenyansk-tyske performance-duo Mwangi Hutter invitere 200 festivalgængere til at klæde sig i farvet stof og sammen skabe et Dannebrog med et sort kors foran Orange Scene.

I stedet for at læne sig op ad en vestlig kulturhistorie, skaber disse kunstnere deres egen udtryksmåde, rum, sociale regler og historier. De leverer alternativer til de økonomiske, politiske, racemæssige og økologiske magtstrukturer, vi oplever i verden i dag. Strukturer, som blandt andet betyder, at et land som Danmark i dag kan eksportere industrielle affaldsprodukter til ikke-vestlige lande og samtidig promovere sig på økologi og miljøbeskyttelse.

Med deres værker gør kunstnerne således op med en række dominerende fortællinger og giver bud på nye måder at være med- og verdensborger på.

Denne del af An Age of Our Own Making har titlen ”The Route that Tempts the Traveler to Test Gravity. Notes on the Paradigm of Immunisation” og løber fra d. 25.-26. juni 2016 på Museet for Samtidskunst og fra d. 26. juni til d. 2. juli 2016 på Roskilde Festival. Læs mere om udstillingen her.

Images 16 / An Age of Our Own Making er opdelt i tre afsnit og kan opleves mellem d. 14. maj 2016 og 8. januar 2017, først i Holbæk og Roskilde og siden i København. Fremvisningen er en del af Images 16, der sætter fokus på globale udfordringer og kunstnerens rolle i samfundet med over 100 kunstnere fra Afrika, Asien og Mellemøsten på 21 kunstinstitutioner over hele Danmark, og er arrangeret af Center for Kultur og Udvikling (CKU).