Indien vil sende et menneske i rummet inden 2022

2bjs0949
Raketopsendelse 31. marts 2018.
Foto: Indian Space Research Organisation (ISRO)
Laurits Holdt

Inden har haft et rumprogram siden 1960’erne og har sendt satellitter i kredsløb om jorden, en sonde i kredsløb og landet et fjernstyret undersøgelseskøretøj på Månen. 

Nu er tiden kommet til en bemandet rummission, sagde premierminister Narendra Modi i en tale i anledning af landets uafhængighedsdag onsdag. Det rapporterer Deutsche Welle.

Missionen skal afsted i 2022 eller tidligere, sagde han.

Hvis missionen lykkes vil Indien være det blot fjerde land, der har sendt mennesker ud i rummet. Indtil videre har Rusland (og dets forgænger Sovjetunionen), Kina og USA gjort det. 

Der har været én inder i rummet. Det er Rakesh Sharma, der i 1984 rejste med et sovjetisk fartøj.

Indien er verdens sjette største økonomi men millioner af dets indbyggere lever uden adgang til rent vand, uddannelse og andre basale fornødenheder. Derfor er der kritik af, at landet bruger midler på at udvikle rumteknologi i stedet for at skabe mere social og økonomisk udvikling for landets fattige.

Skiftende regeringer har afvist kritikken og siger, at den nye teknologi, som bliver udviklet til rumprogrammet er med til at skabe økonomisk og dermed social udvikling i landet.

Der er et stort marked for opsendelse af satellitter og her er Inden i de seneste år blevet en væsentlig spiller. 

Modi stiller op til valget der skal afholdes i begyndelsen af 2019.