Irak stopper al udenlandsk flytrafik til og fra kurdiske Erbil

I protest mod det kurdiske valg, lukker Irak Erbil Airport
Foto: Jeffrey Beall - via Creative Commons
Forfatter billede

Ordren, som lige er blevet givet af det irakiske kabinet og premierminister Haider Al-Abadi, er en modreaktion til mandagens kurdiske uafhængighedsafstemning. På trods af protester fra Baghdad om ikke at anerkende valget, gik kurderne til stemmeurnerne og afgav et massivt ”ja” til en uafhængig kurdisk region på hele 92,7 %.

Flyveforbuddet falder ikke i god jord hos Erbil lufthavns direktør Talar Salih, der mener at det rammer alt for bredt.

I en officiel erklæring, udtaler Salih blandt andet, at “Vi har en stor international repræsentation her, så forbuddet rammer ikke kun det kurdiske folk… Vi har også et stort antal flygtninge, som bruger den lufthavn, og så plejede vi at være bro mellem Syrien og FN for udsendelse af nødhjælp… Endelig så bliver lufthavnen også brugt af (amerikansk ledede) koalitionsstyrker, så denne lufthavn bliver virkelig brugt til alt.”

Særligt i forhold til Erbils strategiske position for militær tilstedeværelse og udsendelse af nødhjælp, mener Salih sågar, at flyveforbuddet vil stikke en kæp i hjulet for bekæmpelsen af Daesh (ISIS).

Afstemningen om kurdisk uafhængighed er blevet mødt med store politiske protester fra blandt andet Tyrkiet, Iran og Irak, som har modsat sig, at anerkende valgets udfald. Flere frygter ustabilitet i regionen, som følge af mandagens valgresultater.