”Jeg kan en sang om Afrika”, lyder det i Karen Blixens roman ʼDen afrikanske farmʼ, der var med til at gøre forfatterinden til Danmarks litterære stolthed og sætte hende på det internationale verdenskort. Karen Blixens sang blev hørt, og skønt det er mere end 80 år siden, hun forlod kontinent, synger hun stadig i Afrika. Og det er der delte meninger om.
I Danmark har passionerede Karen Blixen-forskere hyldet forfatterinden til skyerne for hendes litterære greb. På kontinentet Karen Blixen synger om, har intellektuelle beskæftiget sig med forfatterinden som kolonialist, og udnævnt hende til at være en af de farligste kolonialister, der nogen sinde har betrådt kenyansk jord. Samtidig påskønnes hun for sin medmenneskelighed, som de mener, var mere end, hvad man kunne forvente af en hvid nybygger. Uanset hvad sandheden er, blandes alle stemmerne i den sang der vidner om, at Karen Blixen trods død og uafhængighed stadig har en rolle i Afrika – og særligt i Kenya, hvor hendes afrikafortællinger forgår.
En sang om sandhed
Det er naturligvis ikke helt tilfældigt, at forfatterinden og hendes afrikafortællinger har skabt debat i Kenyas intellektuelle kredse. Fortællingerne i ʼDen afrikanske farmʼ – der udkom på henholdsvis dansk og engelsk i 1937 og 1938 – og i ʼSkygger på græssetʼ fra 1960, beror på forfatterindens liv som kaffefarmer i Kenyas højland fra 1914, til hun på grund af økonomiske årsager var nødt til at forlade sin farm, og flytte tilbage til Danmark i 1934.
Kort inden udgivelsen af den danske version af Den afrikanske Farm, udtalte Karen Blixen, at hun havde en bog på vej, hvori hun ville fortælle den virkelige sandhed om Afrika. En sandhed, der ifølge forfatterinden var forskellige fra, den sandhed der var den gængse i kolonitiden. En udtalelse der siden har haft stor betydning for værkets modtagelse hos de danske læsere og i vestens Karen Blixen forskning:
”I Danmark blev den sandhed Karen Blixen hævdede at skrive, taget bogstavlig og da værket ved sin udgivelse, var det eneste af sin slags blev det i forskningsmiljøet anerkendt og behandlet som om det var en reel sandhed”, fortæller ekstern lektor ved Center for Afrika Studier Maria Bierbaum Oehlenschläger, og fortsætter:
”Den virkelighed Karen Blixen selv mente at gengive, var imidlertid noget vag, fordi den samtidig skildrer forfatterindens meget subjektive oplevelse”.
Heltinde og kolonialist i samme forklædning
Også fra kritikerne i Kenya lyder der kritik mod Karen Blixen og hendes værker. Senest skabte det røre i 2006, da lektor og freelancejournalist Dominic Odipo, i en artikel trykt i Mail & Guardian skrev, at ”Karen Blixen er en af de farligste kolonialister, der nogen siden har betrådt kenyansk jord” og understregede:
”hvis der nogen siden fandtes racister, var Karen Blixen baronessen”.
Dominic Odipo beror i høj grad sin kritik på, at forfatterindes sammenstillier sine voksne kenyanske arbejderes mentale niveau med et niårigt barn. Det kan Maria Bierbaum Oehlenschläger godt forstå, at Dominic Odipo finder krænkende:
”Mange af de ting Karen Blixen har skrevet må være stødende, f.eks. er det da enormt stødende, at hun skriver at kenyanerne på hendes farm, svarede til et niårigt vestligt barn”.
Imidlertid har en stor del af den danske behandling af Karen Blixens afrikafortællinger et andet perspektiv på forfatterinden og hendes værker, end det Dominic Odipo præsenterer. Ved udgivelsen tog man det i Danmark for gode vare, at Karen Blixen videregav den faktiske kenyanske virkelighed, og siden har den danske Karen Blixen-forskning skabt en myte om forfatterinden, hvor hun var en sand helgen under det undertrykkende kolonistyre. Det er netop en myte fordi det ikke er hele sandheden: ”myten om Karen Blixen som en særlig god nybygger er forfejlet” siger Maria Bierbaum Oehlenschläger, og fortsætter:
”Hun var sådan set fortaler for kolonialismen, hun var ikke englæder eller i kolonien som britisk konsul, men hun var en aktiv del af hele nybyggersamfundet. Samtidig med at hun tillod de kenyanske børn på farmen at være inde i hovedhuset, hvad der nok var atypisk for de hvide nybyggere, slog hun dem, selvom det allerede dengang var forbudt ved lov”.
Karens Blixen kenyanske venner
Det særlige ved Karen Blixens rolle i Kenya er netop, at hun stod lidt på begge sider. For godt nok var hun hvid kaffefarmer, men som dansker tilhørte hun ikke kolonimagten, og det er hendes fysiske tilstedeværelse, og særligt måden hun opførte sig på i Kenya, der gør, at hun stadig i dag er kendt og populær blandt befolkningen. Det er nemlig ikke alle der deler Dominic Odipos kritik. Kurator på Karen Blixen museet i Nairobi Damaris Rotich mener, at Dominic Odipos kritik af Karen Blixen blot er udtryk for hendes popularitet, og bunder i en trang til at skælde ud på de hvide:
”Der findes ikke helte, der ikke har fjender” siger hun og fortsætter, ”der er tale om nogle radikale intellektuelle, der kun kigger på hudfarven, og kun stiller sig kritisk, fordi de er hvide” siger Damaris Rotich.
Karen Blixens gamle kaffefarm er i dag museum, og ligger i en velhaver forstad til Nairobi opkaldt efter forfatterinden.
Foto: Karl Ragnar Gjertsen
I egnen omkring Karen Blixens gamle kaffefarm, lader befolkningen sig ikke anfægte af, at forfatterinden engang har sammenlignet de lokale kenyanere med vestlige børn. Her er hun ikke kendt for sit virke som forfatter, men som en særlig nybygger, og der går fortællinger om, hvordan hun ikke havde kolonialistens typiske diskriminerende holdning, men derimod interagerede med sine lokale arbejdere:
”Her i Kenya er Karen Blixen ikke kendt for sine romaner og fortællinger, men befolkningen kender hende, fordi hun boede her. Og ikke bare som en nybygger. Hun åbnede sit hjem op, og var meget populær og imponerede de lokale” fortæller Damaris Rotich, og fortsætter:
”Som nybygger var hun særlig venlig mod den lokale befolkning. Hun troede på, at alle mennesker skulle have frihed.”
Sagnet om Karen Blixen
Ifølge Damaris Rotich har Karen Blixen haft så stor betydning at fortællingerne om hendes gøren i Kenya, er gået fra mund til mund, og fra generation til generation gennem Kenyas befolkning. Og ved at have en af forstæderne til Nairobi, Kenyas hovedstad, opkaldt efter sig, runger Karen Blixens sang stadig som et vidne om, at der engang var en hvidkoloniherremagt, der bedrev sig som farmere på landets gårde:
”Hun er kendt her fordi hun havde sin farm i hvad der nu er en forstad til Nairobi, i et område der er unikt for sin smukke natur” siger Damaris Rotich og tilføjer:
”Vi er i gang med at restaurere museet, Karen Blixens gamle hus, med økonomisk støtte fra den danske Ambassade og den kenyanske regering, fordi huset og området er vigtigt for den kenyanske historie. ”
Når Karen Blixens gamle hus ikke er under restauration, fungerer det som museum, der ifølge Damaris Rotich er flittigt besøgt at både kenyanere, andre afrikanere og vestlige turister.
Desuden ønsker folkene bag museet at fører Karen Blixens arv videre, og der er udviklet et skoleprogram, hvor Nairobis skolebørn lærer om Karen Blixens tid og rolle i Kenya, men også om hendes virke som forfatter:
”Vi håber at Karen Blixen kan blive et eksempel for børnene på at skrive og interesserer sig for poesi. På grund af museet er hun blevet mere kendt nu end hun var da hun boede her” fortæller Damaris Rotich, og pointere at selvom hun nok var kolonialist, er hendes betydning for Kenya vigtig:
”Det har altid en positiv effekt når nogen åbner deres hjem op, og det er godt for befolkningen i Kenya at Karen Blixen var her”.
En ting er sikkert Karen Blixen var der. Og selvom hendes jordiske rester ligger begravet ved det danske Karen Blixen museum i Rungsted, har hun stadig betydning for befolkningen i Kenya. Og det vil hun have, så længe der er uenighed om, hvorvidt hun er noget af det farligste eller bedste der er sket for kenyanerne og for hele den afrikanske befolkning.
Artiklen er oprindelig bragt på Afrikablog.dk i april 2013 under temaet om Danmark i Kenya.
