Kenyas valg: Boykot gav storsejr til præsident

Laurits Holdt

Det endelige og officielle resultat fra torsdags valg i Kenya lader vente på sig. Men ifølge kenyanske Standard Media har den siddende præsident Uhuru Kenyatta fået 7,3 millioner stemmer blandt de 19,6 millioner registrerede vælgere. Dog har kun knap 7,5 millioner rent faktisk deltaget i valget, oplyser valgkommissionen.

Og at den siddende præsident Uhuru Kenyatta ville vinde er der kun få, som har tvivlet på, for hans modstander, Raila Odinga, trak sig fra valget og opfordrede sine tilhængere til at boykotte valget.

Og noget kunne altså tyde på, at mange fulgte hans ord. Eller også har kenyanere bare været trætte at at skulle stemme igen. Det er blot to og en halv måned siden de sidst var i stemmelokalerne for at vælge medlemmer til både parlamentet og lokale repræsentationer samt præsidentposten.

Højesteret annullerede valget

Kenyatta vandt valget, men flere mente, at det ikke var gået helt rigtigt til. Odinga bragte spørgsmålet for landets højesteret, der annullerede valget og beordrede, at der skulle afholdes nyt præsidentvalg.

Ifølge landets valgkommision stemte altså knap 7,5 millioner ved torsdagens valg. Det svarer til en valgdeltagelse på 43 procent. Det skal sammenlignes med en stemmeprocent på 80 procent 8. august.

Flere steder har vælgerene ikke haft mulighed for at stemme og valgkommissionen har ikke meddelt om de vil få mulighed for det. Kommissionen overvejer angiveligt om stemmerne fra de valgsteder, hvor vælgerne ikke har stemt, vil kunne påvirke det endelige resultat.

Flere steder i landet var der optøjer på valgdagen. Især i Kisumu, der er hovedbyen i den vestlige del af landet gik utilfredse tilhængere af Raila Odinga i gaderne og stødte i flere tilfælde sammen med politiet.

Urolighederne afspejler den store splittelse, der er i Kenya og valget ser ud til blot at have cementeret denne splittelse.