Gå til hovedindhold

Mobile menu

Kun to danske flygtningegeneraler på 50 år

Jeg tror stadig på behovet for lejlighedsvis fornyelse, omvæltning og udluftning i gamle organisationer. Men overfor det står behovet for kontinuitet og erfaring. Når det forenes med dygtighed, stilfærdig karisma og pragmatisk idealisme, kan det være meget fornuftigt med rigtigt langvarige chefansættelser.
Gennem de sidste mange år har Andreas Kamm været et fyrtårn, det var godt at tage bestik efter, skriver Knud Vilby.

Gennem de sidste mange år har Andreas Kamm været et fyrtårn, det var godt at tage bestik efter, skriver Knud Vilby.

Dansk Flygtningehjælp.

Kun to chefer på 50 år.

Når Andreas Kamm snart for sidste gang tjekker ud som chef for Dansk Flygtningehjælp, er det efter omkring 20 år som generalsekretær. Før ham var Arne Piel Christensen flygtningehjælpsgeneral i 30 år.

Fra 1967 til 2017 har Dansk Flygtningehjælp kun haft to generalsekretærer. I det samme halve århundrede er Flygtningehjælpen blevet en gigant i det danske civilsamfund, dels fordi flygtningeproblemet ulykkeligvis er vokset, men også fordi organisationen har haft en dygtig ledelse.

Styrke i kontinuitet

Jeg har altid ment og mener i princippet stadig, at enhver organisation har godt af at få nyt blod med regelmæssige mellemrum. Jeg går ind for tidsbegrænsninger og rotationsordninger. Efter en halv snes år eller mindre det samme sted har de fleste leveret, hvad de evner, og de har mistet evnen til at se nyt.

Men Dansk Flygtningehjælps historie giver anledning til lige at reflektere lidt mere over de styrker, der også kan ligge i lang erfaring, kontinuitet og historisk kendskab til alle relevante detaljer på chefniveau på det område, hvor man arbejder.

Dansk Flygtningehjælp blev skabt i 1956 som svar på flygtningestrømmen fra Ungarn. Den blev skabt af andre humanitære danske organisationer, og var og er det, man i det sprog kalder en paraplyorganisation uden individuelle medlemmer. Der var et lille antal chefer før Arne Piel Christensen, men fra 1967 har ingen anden dansk humanitær organisation oplevet en sådan kontinuitet og stabilitet på chefniveau som Dansk Flygtningehjælp.

Under de to chefer er flygtningehjælpen vokset til, hvad der efter danske forhold er en humanitær gigant. Og den er vel at mærke vokset, selv om mange bogstavelig talt har stræbt den efter livet.

Politiske trusler

I den store offentlighed huskes formentlig bedst Søren Krarups angreb på godhedsindustrien generelt, og Dansk Flygtningehjælp specielt. I hans perverterede retorik var det nærmest som om, den sikre vej til Helvede gik via forpligtende og forpligtet humanitært arbejde og grænseløs næstekærlighed. Men han var ikke den eneste politiker, der i kritiske år kaldte til kamp mod Flygtningehjælpen, og det lykkedes da også politisk at få frataget organisationen en stor del af dens økonomi og danske arbejdsområde.

Der var store politiske trusler udefra, men Flygtningehjælpen blev også truet indefra, fra dens eget civilsamfundsmiljø. Der var andre organisationer – med Dansk Røde Kors i spidsen – der i en periode så Flygtningehjælpen som en gøgeunge, der havde vokset sig for stor, og som truede andre organisationers internationale arbejdsområder. Det blev til en langvarig alvorlig og vanskelig konflikt (jeg havde selv en periode en rolle som mægler), og den førte til, at Dansk Røde Kors trak sit kollektive medlemskab af Dansk Flygtningehjælp.

Flygtningehjælpen klarede angreb, klarede meget svingende indtægtsgrundlag og klarede meget store omlægninger. Og den voksende gennem kriserne og trods angrebene.

Støjbergs svinestreger

I perioder har jeg selv følt at organisationen omfavnede moderne managementfraser lidt for kærligt. Det var lige før, hjælp til flygtninge blev omdøbt til produktion med managementkrav til produktiviteten. Jeg følte også i en periode, at man glemte eller underspillede den kulturdimension, der er helt centralt i alt flygtninge- og integrationsarbejde. Men det var mindre ting i forhold til den sikre langsigtede kurs.

Gennem de sidste mange år har Andreas Kamm været et fyrtårn, det var godt at tage bestik efter. Jeg har haft og har stadig svært ved at forstå, at han kan blive ved at se så venlig ud – også for eksempel i forhold til Inger Støjbergs svinestreger og angreb på anstændighed og konventioner – men tilbage står beundringen for hans evne til at navigere med integritet, og blive ved med på den elskværdigste måde at sige ubehagelige sandheder til et system-Danmark, der bliver mere og mere forfærdeligt.

Man skal bestemt huske, at det i en vis forstand er gået ad Helvede til, i og med at det danske samfund med regeringen i spidsen gennem årene er blevet stadig mere indelukket, reaktionært og forstenet i sin vi-er-os-selv-nok-holdning til alt og alle. Så rosenrød er udviklingen langt fra.

Men at holde kursen på trods, og at være i stand til at sige sandheder på trods, og at være i stand til at nyde respekt på trods, og at være i stand til at drive en humanitær organisation med milliardomsætning på trods. Det er alligevel en bedrift.

Jeg tror stadig på behovet for lejlighedsvis fornyelse, omvæltning og udluftning i gamle organisationer. Men overfor det står behovet for kontinuitet og erfaring. Når det forenes med dygtighed, stilfærdig karisma og pragmatisk idealisme, kan det være meget fornuftigt med rigtigt langvarige chefansættelser.

I 2012 blev Dansk Flygtningehjælp i øvrigt kåret til verdens bedste humanitære organisation. Jeg ved ikke om det passer. Men den er god.