Kunstnere kræver ugandisk politiker løsladt

bobi_wine
Forfatter billede

Anholdelsen af Bobi Wine, en populær ugandisk musiker, parlamentariker og skarp kritiker af den ugandiske præsident, Yoweri Museveni, har skabt vrede og udløst protester i både Uganda og en række andre lande.

Over 80 kendte kunstnere, heriblandt Angelique Kidjo, Femi Kuti og Wole Soyinka, har underskrevet et krav om, at Bobi Wine løslades, får adgang til lægelig behandling og at hans anholdelse efterforskes, skriver netmediet Global Voices.

I Kenya blev der tidligere på ugen holdt støttekoncert for Bobi Wine, og også i Sydafrika er reggaemusikere begyndt at ytre sig om sagen.

Også i Washington (USA) samt i Tyskland, Holland, Japan og fredag i København har der været protester mod anholdelsen af Bobi Wine og forræderi-sigtelserne mod ham.

Symbol på håbet og frustrationen blandt Ugandas unge

Bobi Wine var tidligere på måneden i byen Arua for at føre valgkamp for den uafhængige kandidat Kassiano Wadri, da nogle af Wadris tilhængere angiveligt kastede sten efter præsidentens bilkortege.

Selv om Bobi Wine ikke var til stede, da dette skete, blev han alligevel anholdt for det og angiveligt udsat for tortur af politiet.

denne tegning fra satiretegneren Kwizera Alex, der tegner præsident Yoweri Museveni som ung, der ser Bobi Wine i spejlbilledet.

Bobi Wine ses af mange unge ugandere som et symbol på de kampe, frustrationer og håb, der florerer blandt mange unge mennesker i landet.

Han arbejdede sig ud af fattigdommen, skrabede penge sammen til at udgive sin musik og indledte en musikalsk karriere, inden han slog ind på en politisk karriere og blev valgt ind i parlamentet.

En af de mange, der ligeledes har kastet sig ind i kampen for Bobi Wines løsladelse, er den ugandiske kunstner Pallaso. Han har netop offentliggjort sangen ”Free Bobi Wine”

”Som kunstnere er musikken vores stærkeste våben. Gennem musikken kan vi dele vores inderste tanker, række ud til fans og også sende en besked til vores ledere og myndigheder,” skriver Pallaso om sangen.

”Jeg håber at denne sang, sammen med alle bønnerne fra andre ugandere og resten af verden kan sende et signal til vores ledere og alle involverede. Som nation er vores mest værdifulde ejendom fred og stabilitet. Når først det er truet, er det kun rigtigt af masserne at reagere,” fortsætter musikeren.

Læs meget mere hos Global Voices